Den historisk e V aabensam ling. Haandvaaben fra Frederik ll l’s og Christian V’s Tid. I Baggrunden Fr. III’s o g til højre Chr. V’s Buste.
At Blom virkelig forstod at vurdere ikke blot Samlingens store
Værdi men ogsaa Arten af det Arbejde, der skulde udføres for
at føre den frem i en forsvarlig, videnskabeligt underbygget
Stand, derom vidner hans Af
handling i Historisk Tidsskrift
for 1888 tilstrækkeligt.
Dels fordømmer han heri, hvad
der var sket i 1870—74, som en
„forandret Opstilling, ikke en for
bedret Ordning“. Og han under
streger dette yderligere ved at
betegne den som værende skabt
af Hensyn til Publikums lidet
kritiske Øjne mere end til en
overskuelig og systematisk Ord
ning. Desuden udtaler han sin
Harme over, at man samtidig
tillod sig at „restaurere“ en Del
af de gamle Vaaben paa en gan
ske utilbørlig og ukritisk Maade.
Heri ligger vel nok den største
Synd, der er begaaet mod Sam
lingen gennem Tiderne. Saa godt
som alle Vaabnene bragtes efter-
haanden over paa Geværfabriken,
hvor de gennemgik en haard-
hændet Renselsesproces for at
kunne udstilles i saa smuk og
blank Tilstand som muligt. Vaab
nene demonteredes ganske hen
synsløst for at kunne renses til
Bunds, og Mangler erstattedes
uden Hensyntagen til det oprin
delige. Det skal saaledes anføres,
at Grebene paa de fleste Renais-
sancekaarder er blevet forsynet
med en ny Bevikling med Metal-
traad, da den gamle sandsynligvis
ikke var „fin“ nok. — Ved denne summariske Restaurering fjer
nedes mange af de Spor, som en moderne Forsker havde haft
at holde sig til ved den videnskabelige Undersøgelse afVaabnets
Karakter og ved den yderst van
skelige Datering af de enkelte
Stykker. Desuden forsvandt ved
Afslibning mange Mærker oglnd-
skriptioner, og da „Strampuds
ningen“ haandhævdedes gennem
hele Aarhundredets Slutning, saa
at Samlingen den Dag i Dag
straaler af Blankhed, er efter-
haanden mere og mere gaaet
tabt af det oprindelige.
Ogsaa om Fremtidens Arbejder
udtalte Blom sig i denne Afhand
ling, lidet anende at han selv
skulde komme til at udføre en
Del af dem. At Overblikket i
sidste Øjeblik svigtede ham, og
at han saa hovedkulds styrtede
sig over Enkelthederne, maa sik
kert tilskrives hans Alder. Maa-
ske har han følt, at han paa den
Maade dog kunde naa noget,
medens et større anlagt Arbejde
rimeligvis vilde smuldre mellem
hans Hænder, saa meget mere
som han ikke havde nogen Efter
mand at overgive det til, som
han havde paabegyndt.
Da han døde, stod man da og
saa over for det vigtige Spørgs-
maal, hvem der kunde paatage
sig at føre det videre!
Først tre Aar efter henvendte
man sig til daværende Premier
løjtnant i Artilleriet J. F. V. V.
R ustm ester G. C hristensen.
399