252 / 304
M i n i s t e r i e r n e s C h e f e r .
Adam Wilhelm Greve Moltke
var Søn af S tatsm inister Joachim Godske Greve M. Han blev
født paa Einsiedelsborg i Fyen 25. Aug. 1785, dim itteredes privat
1801 af den senere Biskop J. P. Mynster, tog juridisk Eksamen
1805 og blev kort efter Avskultant i Højesteret, hvis Justitiarius
den Gang var den af Landboreformerne saa højt fortjente Chr.
Colbjørnsen. En lille Udflugt gjorde han i Diplomatiet, idet- han
1809 var „G esandtskabskavaller“ under Fredsforhandlingerne i
Jønkøping, men ved sin Hjemkomst derfra vendte han tilbage til
den højeste Domstol, hvor han s. A., endnu ikke fuldmyndig, blev
Assessor. Vistnok efter Paavirkning af Colbjørnsen gik han der
fra over i den adm inistrative Statstjeneste, hvilken han ofrede
Hesten af sit Liv, og hvor han efterhaanden kom til at beklæde
de højeste Stillinger. Han begyndte 1812 som D eputeret i Rente
kamm eret og blev
1816 tillige Medlem
af Finansdeputatio-
nen sam t Medlem af
D irektionen for S tats
gælden og den syn
kende Fond. 2 Aar
efter i Okt. 1818, ar
vede han ved Fade
rens Død Grevskabet
Bregentved, som han
siden forøgede ved
Købet af Jomfruens
Egede og andet Jorde
gods. Da han s. A. blev
K urator for Vallø og
Vemmetofte og over
tog Bestyrelsen af
Grevskabet Knuthen-
borg for den endnu
umyndige F.M.Knuth,
hans Hustrus B roder
søn, havde han under
sin Ledelse et større
Kompleks af H a rt
korn end nogen anden
Godsejer i Landet.
Han udnævntes 1881
til Finansm inister (ef
ter Møsting) og blev
s. A. Geheimestatsmi-
nister med Rang som
Ekscellence, hvortil
1882 kom E lefant
ordenen ; Storkorset
af Dannebrog havde
han b aaret siden 1828.
Med hans høje Em
bedsstilling forenedes
Forsædet i flere vig
tige D irektioner og
Kommissioner, og
1845 udnævntes han
til Præ sident i R ente
kammeret.
I det Statsraad,
som bestod under Chr.
VIIIs Regering, var
Grev M. saaledes et
af de mest frem træ
dende
Medlemmer,
men med Kolleger
som Stemann og A. S.
Ørsted har han dog
sikkert snarest fulgt
end angivet hin Styrelses politiske Retning. Den Opposition, som
rettedes imod denne baade af liberale og nationale Grunde, havde
derfor heller ikke nogen personlig Adresse til ham; hans store
Velvillie og fordomsfri Elskværdighed var kendte og skattede af
af alle, og hans Navn var populært i alle Samfundsklasser. Da
den afgørende Krisis kom i Marts 1848 m aatte Tanken derfor
naturlig henledes paa ham som den Mand, der fremfor nogen
kunde, hvis han vilde, bygge Broen mellem den gamle og den
nye Tid. Det var ikke at vente, at Grev M. efter sin hele Fortid
og sine Forbindelser skulde fuldt ud billige de stærke folkelige
Rørelser eller med uforbeholden Tillid stille sig i Spidsen for
dem. Han har sikkert ogsaa haft sine store Betænkeligheder,
men han følte, at Tiden var kommen, hvor det gamle System
m aatte vige Pladsen for et nyt, han indsaa, at Fædrelandets
højeste Vel stod paa Spil, og han havde et saa varm t dansk
H jerte, a t han ikke kunde eller vilde unddrage sig det Kald, der
lød til ham baade fra Konge og Folk. Den Tjeneste, som Grev
M. herved viste Danmark og den danske Nation, kan ikke skattes
højt nok. Dette, at den ansete Statsmand, der havde tjen t de 2
sidste Enevældskonger, stillede sig i Spidsen for et Ministerium,
som i sig havde optaget de mest udprægede Førere for Folke
stemningen, gav den nye Styrelse et Legitim itetens og Paalidelig-
hedens Præg, som havde den allerstørste Betydning, og bidrog
Adam W ilhelm Greve M oltke.
I. M artsm inisteriet 22/s 1848—15/n 1848. II. Novemberm inisteriet le/n 1848—I3/7 1851. III. 18/7 1851—2T/i 1852
sit til at holde „Aanden fra 48“ inden for de rette Skranker.
Ogsaa for de vanskelige finansielle Forhold i det første Krigsaar
var hans Forbliven som Finansm inister en vigtig Garanti. Hvor
fuldt og uforbeholdent Grev M. traad te ind under den nye Tids
Fane
vistesig bedst, da Regeringen under hans Forsæde ind
bragte sitGrundlovsforslag, og han holdt ud med denne Sag
indtilEnden, saa
athans Navn er det første efter Kongens
underGrundloven
af 5. Juni 1849. I Novbr. 1848 afgav han
Finansm inisteret til Grev Sponneck og overtog selv m idlertidig
Udenrigsministeriet, hvilket han beholdt indtil Aug. 1850, da
det overtoges af C. H. Reedtz.
Ogsaa i det tredie konstitutionelle Ministerium, som dannedes
i Juli 1851, førte han Forsædet, men efter at Reedtz i Okt.
s. A. var afløst af C. A. Bluhme, bøjede Regeringens Politik
sig mere og mere i helstatlig Retning, som M. efter de sidste
Aars
Begivenheder
ikke troede at kunne
følge, og 27. Januar
1852, Dagen før den
Kundgørelse, der slog
H elstaten fast som
det Maal, hvortil der
fra nu af skulde ar
bejdes hen, indgav
han sin og M inisteri
ets Demission, efte r
fulgt af C. A. Blulime
med Carl Moltke og
H. Reventlow-Crimi-
nil som Kolleger.
Som Landstingsmand,
hvad han havde væ
ret siden 1849, ved
blev han at følge det
politiske Liv, uden
dog at tage nogen
frem trædende Del
deri. Han kunde ikke
sympatisere med den
Politik, som først
Bluhme og siden A. S.
Ørsted søgte at tv in
ge igennem, men det
laa ikke for hans
Natur at gaa i for
reste Række af Op
positionen eller at
tage Del i de liden
skabelige Kampe, som
førtes i hine Aar.
Han modtog derfor
ogsaa Valget til det
ved Forordningen af
af 26. Juli 1864 skab
te raadgivende Rigs-
raad for Monarkiet
og var dettes Præsi
dent. E fter Forfat
ningen af 2. Okt. 1855
valgtes han til Med
lem af dennes Iiigs-
raad og vedblev som
saadan indtil 1868.
Hovedtrækket i
Grev M.s Personlig
hed var Mildhed, Vel
villie, et varm t H jer
te, Sympathi for en
hver alvorlig og ædel
Stræben, Lyst til at
fremhjælpe alt godt. Han var gennemgaaende human, fri for
al bureaukratisk Fordom, liberal i sin Tænkemaade, frastødt af
alle Yderligheder, gennemtrængt af en dyb national Følelse.
Hvad dermangledeham, var ensikker,
bestemt Villie og K raft
og Energi til atsæ tte denne Villieigennem. I en meget sym-
pathetisk K arakteristik, som H. E. Schack har givet af ham hedder
det: „Intet hos ham minder om Kontorerne i Kancellibygningen,
men desto mere er der, som erindrer om Salene paa Amalienborg
og paa Bregentved.
Disse to Steder synes begge at have paatryk t ham deres Præg,
man ser paa én Gang Amalienborgs gamle Hofmand med det
høflige Smil, der ser saa oprigtigt ud, og Bregentveds p a tria r
kalske Godsejer med den velvillige Mine, som vistnok er aldeles
oprigtig. Thi at Grev Moltke i Egenskab af Godsejer har ment
det godt med alle paa Bregentved, er lige saa sikkert, som at
han i Egenskab af Statsm inister mente det godt med alle i
Danmark.
Grev M. var 2 Gange gift (1817) med Frederikke Louise, f.
Komtesse Knuth, som døde 1819, og (1823) med hendes Søster
Marie Elisabeth.
491