289 / 304
„Før og N u“s Subskribenter.
& i /
M
ed dette Hefte m aa jeg afslutte T id sskriftets V irk
somhed, som h a r s tra k t sig fra 1915 til 1927 incl.
D et er ikke manglende Opgaver, der er G runden til Af
slutningen; Opgavernes A n tal er legio, „FØR OG N U “
egner sig ganske specielt for fo rts a t B estaaen, som et
sta b ilt Væ rn imod N edskæ ringen af Hovedstadens Skøn
hedsvæ rdier og Fortidsm inder.
En vestjysk P ræ s t skriver til m ig:
D e r e s B la d h a r en k u ltu r e l M ission af u tv iv ls o m h ø j V æ rdi.
V ed at v æ r n e M in d e r n e o m v o r t g a m le L a n d og d e ts H o v e d s ta d
s ty r k e s d e n F æ d r e la n d s k æ r lig h e d , d e r er N e r v e n i et F o lk s Liv.
Min A lder, 75V2 A ar, og min slidsomme og om fattende
Virksomhed gennem 53 A ar er G runden til, a t jeg m aa
træ kk e mig tilbage, og da P lanen om F o rtsæ tte lse af
„FØR OG N U “ igennem Oprettelsen af „IN ST ITUT IONEN
FØR OG N U “ , hvori de nuvæ rende 1200 Subskribenter
skulde slutte sig sammen med et m aanedligt K ontingent
af 50 Øre, m æ rkvæ rd ig t nok ikke h ar opnaaet tilstræ k k e lig
T ilslu tn ing til a t kunne bæ re sig, m aa jeg desvæ rre med
Bekym ring anse min Mission for endt, til T rods for a t den
P lan jeg forelagde Subskribenterne v a r solid, og absolut
vilde have sik ret In stitution en og dens Mission en stab il
og økonomisk tilfredsstillende F rem tid.
IN ST ITU T ION EN ’s Opgave skulde som meddelt b estaa
i a t fo rtsæ tte V aretagelsen af de Interesser, som „FØR
OG N U “ u egenny ttig t gennem de mange A ar h a r arbejdet
for, nem lig a t væ rne vor Hovedstad imod skaanselsløs
Vandalisme mod gam le Bygninger, ja mod hele K v arte re r
af Byen, mod Sløjfningen af smukke P a rtie r (Voldene) og
Sløjfning af alle de Minder, som k n y tte r sig dertil. Vi
mindes jo alle den skaanselsløse S løjfning af Voldene med
de dertil knyttede Minders Begravelse. Ved deres N a tu r
skønhed v a r Voldene Hovedstadens prom inenteste P ryd.
Sløjfningen paabegyndtes 1870 og vedvarede til 1913, og
i de mange A ar v a r vi Vidne til den b ru tale Energi, hvo r
med dette H æ rvæ rk blev udøvet, in te t blev skaanet. Havde
nu S ta t og Kommune kendt deres Besøgelsestid og ikke i
blind Iv er for a t tjene saa meget som m u lig t so lg t løs, sløjfet
Volde, dæ kket S tadsgraven og la v et de kedelige Boulevarder,
sam t uden K ritik og Censur tilla d t enhver a t bygge saa
grim t og b illig t og slet, som h an vilde, ja sa a havde vi
endnu h a ft nog et k øn t og noget g rø n t i København.
D et v a r da man i H alvfjerserne i forrige A arhundrede
begyndte a t sløjfe Voldene, a t den gam le D ig ter H. V.
KAALUND
udstødte s it H jertesuk i sit rørende D igt: „D a
de rev Voldene n ed “ , som udkom i en D igtsam ling: „En
E fte rv a a r“ , p a a Gyldendals F o rla g . H an sagde selv med
vemodig R esign ation, a t han ikke ventede, a t hans P ro te st
vilde gøre nogen V irkning hos de kloge H errer i Stadens
R aad , men de skulde dog i det m indste vide, a t det v a r
en Vandalisme, og a t der v a r mange, hvem det smertede
dybt a t se Københavns Volde blive raserede.
K aalunds D ig t lød saaledes:
DA D E R E V V O L D E N E N E D
(Efter H. V. Kaalund: „En Eftervaar“).
Hvad gaar der af dig, min Fødeby?
Hvilken Byggen og Roden!
Jeg kjender dig neppe: Du bliver som ny,
aldeles paa Moden.
Den travle Tid var dig ilet forbi —
du maa med i Løbet,
om ogsaa lidt gammeldags Poesi
gaar med i Kjøbet!
Ja v ist! Hvem lægger paa Sligt nu Vægt ?
— Det er Digternykker! —
For Nyttens Triumfvogn trækker vor Slægt —
vi er ingen Parykker!
Nu gaar det afsted i fejende Fart,
saa stærkt vi kan rende,
endskjøndt det just ej er saa ganske klart,
hvordan det vil ende.
Som Fæstning kan du ej staa dig meer
mod de nye Kanoner.
Dine gamle Volde med Møller og Træer
og Bastioner
fra „Kjøkkenkurven“ ved Kallebodstrand
og ud til Kastellet
skal nu jevnes plat med det flade Land
— deres Dom er fældet!
— Dine Volde, hvorfra Carl Gustav drog
med Skam tilbage,
som Arthur Wellesley selv ej tog
i onde Dage,
som aldrig brødes af Fjendehaand,
som selv en Kvinde
en Gang har værget med Helteaand,
skal nu forsvinde!
Saa drive imens vi for Strøm og Vind —
det har ingen Fare!
Naar vi give Alverden frit Kjørind,
vil man nok os spare.
Det vilde jo være skjændigt gjort
at storme med Vaaben
en By, som hverken har Vold eller Port,
men er ganske aaben!
Vi har store Planer, fine Ideer
og Spekulationer —
her er Byggegrunde, som vel er værd
en Snes Millioner;
de maa gjøres i Mønt, naturligvis!
Hver eneste Tomme
drives op til den allerhøjeste Pris
med den store Tromme!
De har nu besluttet, de vise Mænd,
du maa ej beholde
det grønne Bælte, som kranser din Lænd:
dine gamle Volde.
Nu skal du befries, min kjære Stad,
fra dit snevre Panser;
dine Stadsgrave, spætted med Andemad,
har stødt vore Sanser.
Paa Skubkarrer triller man Minderne væk
fra de gamle Tider.
Nu faa vi den dejligste Gjennemtræk
fra alle Sider.
Etsteds derude — ja Gud veed hvor —
skal der bygges Skanser,
naar vi først faar vrøvlet en halv Snes Aar
om vore Finanser.
Din Stadsgrav — og din Kirsebærgang,
hvor Violer vi plukked,
hvor den blomstrendeTjørn overVandet hang
og Sivene vugged,
hvor den vilde Drossel i Buskene sang,
mens Aftenen dugged,
og Fiskeren med sin Bambusstang
over Bredden sig bukked —
528