290 / 304
og de gamle Broer, som spejled sig smukt
dernede i Vandet —
og Udsigten lige til Kjøgebugt —
og Synet af Landet,
naar Solen gik ned, og i Aften sval
den første Stjerne
tændtes paa Himlen — mens Hornsignal
lød fra det Fjerne!
Forsvinde skal det nu Alt for det Ny —
der maa Plads til Mængden!
Ja, nu skal du voxe, min kjære By,
i Breden og Længden!
Boulevarder faar du som i Paris,
hvor vi kan os sole
og nyde i Mag vor Konditor-Is
paa Fortovets Stole.
Jeg seer
i
Aanden, livor du bliver fin:
hvilke Gader lange,
efter Snore bygged som i Berlin
og Spadseregange
med Træer, som plantes paany hvert Aar
— saa naaes Idealet,
og du bliver lig en Grønnegaaxd
ved Hospitalet!
— Bevares! Jeg nærer den største Respekt
for en modsat Mening.
Jeg hører jo halvt til den yngre Slægt:
jeg er ingen Forstening.
Jeg er m ed! Jeg holder med Tiden Skridt —
men gjælder det Smagen,
da tilstaar jeg: m in — jeg siger det frit —
er lidt uopdragen.
— Jeg har nydt deroppe
mine bedste Glæder;
jeg kjender ved Stadsgraven hver en Krog,
de skjulteste Steder.
Der fik jeg alt Syn for en stor Horisont,
den Gang jeg var lille,
da jeg troede endnu, at Solen gik rundt
og Jorden stod stille.
J e g elsker a t mindes K aalunds D ig t, hvergang jeg tæ nk er
p a a de sløjfede Volde; der g aa r en Vemods A and igennem
disse Vers, de er følte og U d try k for den dybe Sorg,
K aalund og alle vi andre følte ved a t se alt, hvad vi
havde elsket og væ re t stolte af, blive tilin te tg jo rt. D ig tet,
som illu strerer den b ru tale A dfæ rd imod Minderne, burde
læ ses af enhver dansk Mand, som elsker sin By, for a t
han kan føle den Varmebølge, der gennem trænger H jertet,
n a a r Mindernes F o rtab else gør os b evæ g et; maaske dette
ogsaa kunde fo rstaas af de M agthavere, i hvis Hænder
Hovedstadens Skønhedsvæ rdiers Skæbne ligger, og stemme
deres svigtende N ationalfølelse, N ation alsto lth ed og K æ r
lighed til vor H o v e d s t a d s M in d e r i V e j r e t , og la d e
dem b e t æ n k e s ig , f o r i n d e n de s l ø j f e r v o r e s i d s t e
n a t i o n a l e M in d e s m æ r k e r .
De T anker og F ølelser, jeg her gør m ig til T alsm and for,
er hverken rørstrøm ske eller blødagtige, nej — tvæ rtim od,
de er sunde og gode og ab so lu t norm ale for en Beundrer
af den P ietet, som endnu fandtes i D anm ark i 1860erne,
men som fra 1870 successiv konverteredes til Materialisme
og R adikalism e, to hø jst upoetiske Begreber.
Men man behøver slet ikke a t væ re nog et sæ rlig poetisk
Gemyt for a t blive stem t til Vemod over, a t Voldene uden
videre i 1870 blev døm t til a t forsvinde. D er er sikkert,
n a a r a lt kommer til alt, ikke mange af os, som ikke følte
Disse brogede Prøver paa hver en Maneer —
disse nypittoreske,
forfløjne, forlorne Mursteensideer —
italienske og græske —
normanniske Taarne — Rokokkopalæer —
affekteerte, — groteske!
Af oprindelig Stil har jeg fundet meer
i en Legetøjsæske!
Det lyder lidt sært — nu ja, om De vil,
men De maa betænke,
det er Tiden alene, jeg sigter til —
jeg vil Ingen krænke!
Jeg har Mod til at tage det med Humør,
om saa Verden vakler;
jeg er bare bleven en Smule ør
af de nye Mirakler.
Det gjør mig ondt for de Skove af Siv,
som dernede suse,
det gjør mig ondt for det Fugleliv,
som Buskene huse,
for de grønne Skrænter, de prægtige Træer
og de stille Bænke
og de gammeldags Folk, som hvilede der
og holdt af at tænke;
for de jublende Smaa, som deroppe sprang
i Paradisspillet,
for de fattige Stakler, hvis Frihedstrang
blev deroppe stillet,
for den Syge, som med den blege Kind
søgte bort fra Vrimlen
for at aande en Smule Livsluft ind
lidt nærmere Himlen!
— Det er mig som en vemodig Drøm,
naar jeg seer tilbage
fra den vilde, brusende Nutids Strøm
paa de gamle D age!
Som Digter staar jeg i Æresgjæld
til de gamle Minder:
dem maa jeg sige et rørt Farvel,
før de forsvinder.
! det samme, da en yderligere R asering fan d t Sted i 1895,
den G ang Ø stbanegaarden skulde anlægges, og senere igen,
da de sidste R ester ved Stokhusgade og i den idylliske
A borrepark skaan selslø st delte Skæbne med a lt det øvrige.
De af os, der i vo r Barndom og Ungdom h a r færdedes
p aa Voldene, da vi endnu havde dem nogenlunde ubeskaarne,
ser ingen E rsta tn in g for den velgørende Fornemmelse af
F risk lu ft, F rih ed og Hygge, som disse Volde frembød,
m odsat den stive, kedsommelige Ø rstedspark, hvis K arak ter
re t træ ffende angives ved den med en ty k Stok bevæbnede
Opsynsmand, der passer p aa, a t man holder sig p æ n t p aa
de afstukne Stier. Mindes man saa, hvorledes Voldene er
bievne til, hvorledes vore F o rfæ d re gennem en Række af
A ar ved p erson lig t A rbejde og store Ofre møjsommeligt
h a r slæ b t sammen til disse Volde, og hvorledes de h erfra
heltem odigt h ar fo rsv aret vor By mod — maaske for be
sta n d ig t — a t falde i en fremmed Magts H aand, sa a bliver
man unæ gtelig endnu mere forund ret over, a t den sidste
Smule Minde om F o rtid en s Arbejde og F o rtidens B edrifter
ikke kunde faa Lov til a t blive staaende. De kloge H errer
i Stadens og S tatens R aad bliver D ag for D ag mere og
mere indifferente lige overfor Fæ d reland ets Minder, der er
knyttede til F o rtiden. Læ g nu b lo t Mærke til den Staahej,
der h ar sta a e t p a a i flere A ar for a t skaffe N ation al
museet en udvidet eller ny Residens.
Jeg ønsker det Skjønne ufrisert,
ej slikket og p lejet!
Jeg ynder Naturen ugenert,
ej pyntet og fejet!
Jeg kan see paa en gammeldags Navneklud
med godmodige Øjne —
Men jeg synes de Huse, man nu ryster ud,
er mestendels Løgne.
H. V. Kaalund.
som lille Pog
529