284 / 304
ubetinget var forpligtet til a t stille hele deres A rbejdskraft til
Statens Disposition — og altsaa var forpligtet til a t arbejde ud
over den bestem te Arbejdstid, hvis Tjenestens Krav krævede det,
og uden a t have Ret til at kræve E xtrabetaling derfor. Men
her lykkedes det ikke Rigsdagen at gennemføre sine Krav. Den
officielle Kontortid blev ikke overholdt, og heller ikke lykkedes
det a t komme Honoraret for Extraarbejde til Livs, før det direkte
blev forbudt i Lønningsloven af 1860.
Det er tidligere sagt, a t før 1848 styredes Danmark af et Kol
legialaristokrati med en Konge i Spidsen. Hvorledes blev nu
R igsaristokratiets Stilling efter 1848. Bevarede det helt eller
delvis sin Indflydelse eller mistede det al Indflydelse. I Samtiden
var Meningerne derom delte. F ra de nye Magthaveres Side —
det vil altsaa i Tiden lige efter Begivenhederne i 1848 sige de
Nationalliberale — havde man h aft Lejlighed til paa nærmeste
Hold at se, hvilken værdifuld T jeneste Embedskorpset viste den
nye Tid ved at gaa med over, og det mangler da heller ikke fra
den Side paa Anerkendelse. Saaledes u d talte Orla Lehmann
under Forfatningsforhandlingerne i 1865: „Baade i 1849 og
senere har Embedsmændene h aft den største Andel i A rbejdet
for at skaffe os en fri Forfatning og gøre den frugtbringende.
Under Absolutismen bidrog de til, a t Enevælden blev taalelig,
og i 1848 medvirkede de til, a t Overgangen kunde gaa for sig
paa en rolig og besindig Maade“. Og andre Udtalelser fra
fremstaaende N ationalliberale anslaar de samme Toner.
Men i andre Kredse af Befolkningen nære man h elt andre
Følelser overfor Bureaukratiet. Det var indenfor Bondevennernes
Parti, for hvilket det — under Ledelse af Tscherning og J. A. Hansen
— blev et af de vigtigste Programpunkter at bekæmpe Gods- og
Em bedsaristokratiet“. Man fandt dette Standpunkt berettiget,
fordi man var overbevist om, at man i Centraladm inistrationens
Embedskorps havde den svorne Fjende af en virkelig folkelig
Gennemførelse af den fri Forfatnings Principper. Og dette var
saa meget mere betydningsfuldt, som B ureaukratiet efter Bonde
vennernes Mening stadig sad inde med en meget betydelig Ind
flydelse. Det var da langtfra, a t Bondevennerne med Glæde saa,
at F lertallet af Embedsmændene gik med over efter det nye
Systems Indførelse. Tværtimod bebrejdede man M artsm inisteriet,
at det havde vist „den ubegribelige Svaghed at beholde alle
Absolutismens Tjenere i de højere Embeder“, og man krævede
en Udrensning af det overordnede Embedspersonale, Forøvrigt
stod Bondevennerne ikke h elt alene i deres Opfattelse af Bureau
kratiet. Man kan indenfor venstre Fløj af de N ationalliberale
med „Fædrelandet“ som Organ finde en lignende Opfattelse udtrykt.
Ogsaa paa et andet Punkt var Embedskorpset Genstand for
Angreb. Man ankede over, at Juristerne mere og mere erobrede
Administrationen, saa meget mere som denne juridiske Lærdom
dog altid, naar det kom til Stykket, m aatte ty til Kommissio
nernes Bistand. Desuden vilde dygtige og brugbare K ræ fter ikke
kunne komme til Anvendelse, hvis de tilfældigvis ikke havde
juridisk Embedseksamen. Endvidere hævdede man, at Embeds
korpset gennem sine faste Chefer holdt Regeringen i Afhængig
hed, hvorfor man vilde have Departementscheferne ombyttede
med Statssekretæ rer, som skiftede med Regeringerne.
H elt uden Føje var alle disse Anker ikke. Der kan ingen Tvivl
være om, at det meget store F lertal af Embedsmændene i politisk
Henseende stod paa yderste højre Fløj. Det er Tilfæ ldet med
de forøvrigt ikke mange af dem, der blev indvalgt i de lovgivende
Forsamlinger, og ogsaa med dem, der blev Ministre, som f. Ex.
Ørsted, Bluhme, Sponneck o. fl. Men iøvrigt forandredes Embeds
korpsets politiske Fysiognomi i Slutningen af 50-erne og i Be
gyndelsen af 60-erne. Da var Oppositionens Mænd fra Fyrrerne
efterhaanden modnede til at rykke ind paa de overordnede Pladser
i Ministerierne, og da N ationalliberalism en netop paa denne Tid
sad inde med Regeringsmagten, blev det hovedsagelig denne
Retnings Mænd, der kom til at præge Embedskorpset politisk.
For Regeringen var det en bekvem Ting at have sine P artifæ ller
som ledende indenfor Regeringskontorerne, og for B ureaukratiet
betød det Mulighed for øget Indflydelse. Ogsaa blev en Række af
Regeringskontorernes Mænd Medlemmer af de skiftende M inisterier.
523