283 / 304
det nye System vilde de komme i et rent Underordnelsesforhold
til Ministeren, medens de tidligere havde h aft Del i Afgørelserne.
Men foruden dette Hensyn gjorde sig ogsaa hos adskillige Alders
hensyn gældende. Navnlig i danske Kancelli synes der at have
væ ret nogle Vanskeligheder. Kun en eneste af de Deputerede
tog Udnævnelse som Departementschef i Justitsm inisteriet. Algreen-
Ussing foretrak a t blive Generalprokurør fremfor D epartem ents
chef, en Stilling, han som tidligere selvstændigt Medlem af Kol
legiet ikke godt mente a t kunne indtage. Og de to andre De
puterede erklærede, at de ikke ønskede at fortsæ tte deres Tjeneste,
hvorefter de fik deres Afsked paa meget gunstige V ilkaar. Til
Departementschefer udnævntes da et Par yngre Embedsmænd fra
Kancelliet. Paa lignende Maade gik det i de andre M inisterier.
Enkelte af de ældre gled ud, og yngre rykkede op.
var ogsaa Gagerne forskellige i de forskellige M inisterier; men
skønt alle rnaatte indrømme det urimelige heri, lykkedes det dog
ikke at gennemføre en Lønningslov, der da i hvert Fald bragte
Samling for nogle M inisteriers Vedkommende, før i 1860. Som
særlig karakteristisk for denne Lov kan fremhæves, a t den paa
alle Trin satte Begyndelseslønnen lavere, end den havde væ ret i
Enevældens Tid.
Naar Rigsdagen var saa knap i sine Bevillinger til Admini
strationens Embedsmænd, var en af Grundene maaske den, at de
betydelige Besparelser, man havde ventet sig af det nye Systems
Indførelse, var udeblevne. Det viste sig, a t det nye System var
lige saa dyrt som det gamle. Og blev snart endnu dyrere. Aar-
sagerne hertil ligger lige for. Dels skabte den fri Forfatning et
meget vidtløftigt Forvaltningsmaskineri med Here nye M inisterier,
Tot. E lfelt.
Den H arsdorffske Gaard, K ongens N ytorv 3,
efter at Nedrivningen af „Gjethuset“ har fundet Sted, og Tordenskjoldsgade er anlagt.
Tilh. Udenrigsm inisteriet.
Inddelingen af Personalet blev ligesom i Kollegietiden meget
uensartet. Hvert Ministerium ordnede dette paa egen Haand
uden nogen sam let Helhedsplan, og Følgen blev altsaa megen
Uensartetlied, idet de forskellige M inisterier blev paavirket af
T raditionerne fra de foregaaende Kollegier. Det vrimlede af
Generaldirektører, D irektører, Departementschefer og D eparte
mentssekretæ rer, og i de forskellige M inisterier anvendte man
den ene eller den anden eller flere Kategorier. Lige saa ind
viklet og uensartet var Inddelingen af det mere underordnede
Personale. I nogle M inisterier opretholdt man de gamle Beteg
nelser: Kopist, Kancellist o. s. v., kun i Indenrigsm inisteriet gik
man straks over til at benytte Betegnelserne Assistent og Fuld
mægtig, og efterhaanden indførtes dette ogsaa i de nyere Mini
sterier, saaledes at man opnaaede en fælles Klassifikation indenfor
alle Ministerier.
Med Hensyn til Lønningerne gik man frem efter det Princip,
at den Embedsmand, der gik over i en Stilling, der svarede til
den, han havde h aft under det gamle System, beholdt sin Løn.
Men efterhaanden som Rigsdagen fik Indflydelse paa disse Ting,
gik Tendensen tydeligt i Retning af lavere Gager — baade
for de overordnede og de underordnede Embedsmænd. løvrigt
og dels og navnlig m aatte Udgifterne nødvendigvis blive meget
store, fordi man havde tag et med over en af Enevældens mest
iøjnefaldende Skavanker, en Overflod af Arbejdskraft, særlig i de
overordnede Stillinger. I 1849 havde f. Ex. Finansm inisteriet 5
Departementschefer, 3 Generaldirektører, 2 Generaldecisorer og
5 Kommitterede. En Sammenligning mellem 1850 og 1870 er
meget oplysende i saa Henseende. I 1850 var der indenfor den
egentlige Civilforretning ansat følgende Embedsmænd: 20 De
partementschefer (og Direktører), 5 Kommitterede, 50 Kontorchefer
og 99 Fuldmægtige — ialt 174 Embedsmænd. I 1870 havde de
samme M inisterier 13 Departementschefer, 33 Kontorchefer og 63
Fuldmægtige — ialt 109.
For denne betydelige Reduktion har Rigsdagen Æren. Hver
Gang Ministrene mødte med Forslag til en Lønningslov, var Be
tingelsen for Tilslutning altid Krav fra Rigsdagens Side om Re
duktion af Embedskorpset og en fast Normering af Embedsmæn-
denes Antal. Og det var ogsaa disse Principper, der sejrede ved
Gennemførelsen af Lønningsloven af 1860.
Ogsaa et andet Forhold havde man fra Rigsdagens Side Op
mærksomheden henvendt paa. Man krævede indført i Ministe
rierne en fast Arbejdstid og betonede skarpt, at Embedsmændene
522