281 / 304
ikke naa ud over de allerlaveste Stillinger, men dette medførte,
at der var et meget skarpt Skel mellem det overordnede og det
underordnede Personale, og selv de dygtigste blandt det under
ordnede Personale havde kun meget ringe Mulighed for a t naa
op i de øverste Stillinger. Det var da heller ikke paa nogen Maade
nogen Forudsætning for a t naa de højeste Stillinger, a t man havde
arbejdet sig gennem de lave Grader. Unge Mænd fra fornemme
og indflydelsesrige Kredse begyndte som A uskultanter — en Slags
særlig priviligerede Volontører — og avancerede meget hurtigt.
Endelig var det ikke sjældent, at Chefsstillingerne besattes med
Mænd udefra, som ofte endda var uden nogen Praksis med
Hensyn til A rbejdet i Kollegierne. Dette var saaledes T ilfæ ldet
med Mænd som Carl Moltke, Stemann og A. S. Ørsted, alle Mænd,
der kom til a t spille en meget betydelig Rolle.
De Mænd, der naaede frem i første Række indenfor Admini
strationen, fik derved en meget betydelig Magt. N aturligvis laa
denne Magt i højere Grad hos Kollegieforsam lingen end hos den
enkelte, men ogsaa den enkelte kunde øve en betydelig Ind
flydelse. Det er bleven sagt, at Landet styredes af et Kollegial
aristok rati med en Konge i Spidsen. Dette nære Forhold til
Magten lokkede naturligvis mange, men for Manden uden For
bindelser var Vejen til Toppen dog saare trang og lang, om den
ikke h elt var spæ rret.
Og for dem, der m aatte blive i de lavere Stillinger, var T il
værelsen inden for Kollegiet ikke af megen T iltrækning. Deres
Stilling var yderst afhængig, og Lønnen var, særlig i Frederik
VI.s Tid, ussel. I Memoirer og andre literæ re E fterladenskaber
fra den Tid møder man ogsaa ofte K lager over de underordnede
Embedsmænds tarvelige Lod. F ra Regeringens Side var man
ikke uvidende om disse Forhold, men i Stedet for at ændre dem
søgte man at bøde paa dem ved forskellige Midler, frem for alt
ved at give Embedsmændene G ratialer eller Forskud. Men at
yde Forskud betød jo ikke nogen Forbedring af Embedsmændenes
Kaar, men da maa man huske paa, at Embedsmændene regnede
med, at disse Forskud ikke skulde betales tilbage. Og det var
ikke helt smaa Summer, det drejede sig om. Ved Christian VIII.s
Tronbestigelse havde Statskassen ikke m indre end 732.000 Rdl.
tilgode, som var ydet i Gageforskud, som ikke var b etalt tilbage.
Christian VIII krævede disse Penge indbetalt til S tatsk assen ;
men det skete ikke, og ved hans Død var Summen endog steget
til 1 Mill. Rdl. Det vides, a t en stor Del af disse Forskud er
tru k k e t af Kollegiernes Embedsmænd — særlig blandt de over
ordnede — og a t Embedsmændene indenfor Finanskollegiet gik i
Spidsen. Det kunde ikke andet end virke demoraliserende nedad,
naar et saadant Exempel blev givet fra oven.
Foruden det Skel, der herskede mellem overordnede og under
ordnede, existerede der ogsaa i Datiden en anden Skillelinie —
den imellem Dansk og Tysk.
Det tyske Elem ent fandtes først og fremmest indenfor det
Slesvig—Holsten—Lauenborgske Kancelli, hvor saa godt som alle
Poster — baade over- og underordnede — beklædtes af Holste
nerne. I Tiden fra 1804—42 var Præ sidenterne dog danske
Mænd, navnlig M ø s tin g og O tto M o ltk e , men i 1842 udnævnte
Christian VIII en Holstener, Grev Reventlow-Criminil til Præ si
dent. Da han senere aabenbart lagde Slesvig-holstenske Sym
p atier for Dagen, m aatte han opgive sit Embede og blev e fte r
fulgt af Carl Moltke, der vel var Holstener, men fuldt ud loyal
overfor den danske Helstat.
I Slesvig-Holsten-Lauenborgske Kancelli og i Kamrenes tyske
Afdelinger var Forretningssproget Tysk, og hele Personalet havde
tysk Uddannelse. Præget var altsaa saa afgjort tysk, at man
kunde tænke sig, a t det vilde medføre et vist Modsætningsforhold
til de danske Kollegier. Saaledes var det dog ikke — i hvert
Fald ikke i Frederik VI.s Tid. En vis fast Form i Omgangs
tone og Samarbejde med gensidig Hensyntagen og næsten æng
stelig Korrekthed bar over Vanskelighederne for dem, for hvem
de existerede. Det gjorde de — navnlig i Tiden før 1840 — la n g t
fra for alle. Der er da ogsaa talrig e Exempler paa, a t der var
livlig selskabelig Forbindelse mellem danske og tyske Embeds
mænd, ligesom ogsaa talrige af de sidste var fast k n y ttet til
København ved Fam ilieforbindelser. Indenfor nationalliberale
Kredse saa man med Mistro paa denne nære Forbindelse mellem
Dansk og Tysk, og man var ikke fri for a t hævde — dog ganske
med U rette — at det danske Embedskorps derigennem var blevet
Slesvig-holstensk inficeret.
Men eftersom de nationale Modsætninger i Begyndelsen af
Fyrrerne skærpedes saa voldsomt, kunde det naturligvis ikke
undgaas, at det kom til a t præge Forholdet mellem Dansk og
Tysk indenfor Kollegierne. Man optraadte ganske vist stadig
med den yderste Korrekthed, men det kunde ikke undgaas, at
Forholdet prægedes af en vis Stivhed, som ofte føltes pinlig.
Ogsaa indenfor selve det tyske Embedskorps medførte den vok
sende Spænding en Sprængning i to G rupper: en rigstro og en
slesvig-holstensk. Den sidste blev efterhaanden den langt over
vejende i Antal, og da denne Gruppe flygtede fra København ved
Oprørets Udbrud, tøm tes Kontorerne i det Slesvig-Holsten-Lauen
borgske Kancelli næ sten fuldstændig.
Der fandtes endnu en Modsætning indenfor C entraladm inistra
tionen, en Modsætning, der er saa gammel som C entraladm ini
strationen selv. Det er Modsætningen mellem danske Kancelli og
Finanskollegiet. Den havde sin Aarsag deri, a t begge disse Or
ganer, som jo tilsammen bestyrede S tatslivets vigtigste Omraader,
begge stræ bte efter en Forrangsstilling indenfor Adm inistrationen.
Formelt naaede ingen af dem en saadan, men der var Tider,
hvor det ene af dem faktisk havde større Indflydelse end det
andet. Det beroede som Regel paa de Mænd, der stod i Spidsen
for Kollegierne. Indenfor danske Kancelli møder vi i Enevældens
sidste A artier Mænd som Stemann, A. S. Ørsted og Algreen-Ussing.
Af disse havde navnlig Stemann stor Indflydelse. Han var ogsaa
en betydelig og k raftfu ld Personlighed, men navnlig var han en
ubetinget Tilhænger af Enevældens Idé, som hvis absolutte For
svarer han stod. Der er i denne ubetingede T ilslutning til en
bestem t Idé et Vidnesbyrd om en vis Snæverhed, mens der er
ogsaa i dette Standpunkt en stor Styrke. Ørsted var som P e r
sonlighed svagere, men hans Kundskaber var rigere og hans Idé
kreds ikke saa indsnævret. Han evnede at se en Sag fra flere
Sider, søgte ogsaa ofte æ rligt at forstaa sine Modstandere, dog
uden at det altid lykkedes ham. Navnlig stod han ganske ufor-
staaende overfor de dybere Aarsager til Tidens nationale Mod
sæ tninger. Men som den svagere Personlighed kunde han langt
fra naa den Indflydelse, som Stemann havde. Det var da ogsaa
Stemann, der i den alm indelige Bevidsthed stod som det urokke
lige Bolværk for den ubetingede Enevælde.
Ogsaa Finanskollegierne havde i denne Periode en Række dyg
tige Embedsmænd, navnlig efter at A. W. Moltke i 1831 havde
afløst Møsting som Finansm inister. B landt de mest frem ragende
kan nævnes Carl Moltke, Collin, Grev Sponneck, Bluhme og P. G.
Bang. Dog kan der næppe være Tvivl om, at Kancelliets Mænd
havde den største Indflydelse i Enevældens to sidste Aartier, men
til Gengæld blev det Finanskollegiernes Mænd, der efter Omvælt
ningen k raftig st forstod at hævde sig overfor det nye. Alle de
Mænd, der før nævntes, kom til a t spille en meget betydnings
fuld Rolle efter 1848, medens en Mand som Stemann definitivt
m aatte træde tilbage, fordi han ingen Mulighed havde for at faa
Føling med den nye Tid; ogsaa Mændene fra Finanskollegierne
var konservative, men de forstod at bøje sig for Kendsgerningerne
og føje sig ind i de Forhold, som ikke mere lod sig ændre, og
kunde derved give deres vægtige Bidrag til at forme den nye Tid.
Der var altsaa Modsætninger indenfor den røde Bygning, men
der var ogsaa en samlende Ide.
De tjen te alle den samme
H erre, den enevældige Konge. Om Enevældens Princip, som
Kongen var Personliggørelsen af, kunde alle samle sig. Der kom
vel en Tid, da mange indsaa, at dette Princip næppe vilde kunne
opretholdes, men de, der vilde Omvæltninger, fandt ingen S tøtte
hos nogen Kreds indenfor Kollegierne. Først da Omvæltningen
var sket, blev Embedsstanden stillet overfor det afgørende Valg,
om den skulde træde i den nye Tids Tjeneste. Meget ta lte h er
for. Embedet var jo for de fleste Brødet, men ogsaa mange
ideelle Grunde kan have væ ret virksomme. Det var af utvivlsom
Betydning for Staten, at B ruddet med den gamle Tid ikke blev
skarpere end nødvendigt. Det vilde i denne Henseende være af
stor Betydning, om Embedsstanden blev paa sin Post og dermed
paa et vigtigt Omraade bevarede K ontinuiteten med Fortiden. I
det store og hele fulgte Embedskorpset da ogsaa med over efter
System skiftet — naar bortses fra tyske Kancelli, hvor jo særlige
Forhold gjorde sig gældende.
Det var mest indenfor de højeste Embedsmænds Kreds, at Af
skedsbegæringer fremkom, men det var ogsaa de højeste Embeds
mænd, for hvem System skiftet vilde blive mest føleligt. Under
520