35 / 226
paa Bogmarkedet, sigtede paa noget enkelt Lav. De brød sig ikke om
Materialet, men tog derimod saa mange Fag med som muligt, for at
udbrede Afsætningen. Her var noget for alle, og at de benyttedes af
alle, er Aarsag til, at Mønstrene gentages saa idelig i Renaissancens
anden Rangs Arbejder og at de samme Mønstre viser sig paa de for
skellige Stoffer.
De tyske Kunstbøger fra samme Tid, Siebmachers, Egenolffs og
Quentells, som er mere kendte gennem fuldstændige fotolitografiske
Gengivelser, siger selv, at de er bestemte for tekstile Øjemed, men navn
lig de sidste to indeholder saa mange rene Chabelontegninger og saa
mange Mønstre i Konturer, at de kan tages i Brug af alle dekore
rende Haandværk. Her er formelig Trængsel af Ideer; der er en Fylde
i dem af frigjort, formende Fantasi og en saa tiltalende Befrugtning af
den jævne gammeldags Gothik ved Renaissancens viltre Ungdomsblod,
at de kunde fortjene en langt større Paaagtelse, end de hidtil har nydt
hos os. Fordum tjente de som Vejledning herhjemme, og man finder
ikke sjældent Siebmachers Mønstre paa vor gamle Hvidsøm.
Denne Mani for smaa Glasmalerier har efterladt sig adskillige
smukke Minder. Den bedste og største Samling af dem findes paa
Odense Museum og er taget ud af Byens gamle Skomagerlavshus. Blandt
dem straaler Mester Jens Pedersens Vinduer fra 1583, som bærer koste
lige Billeder fra Tiden. At slutte efter Fundenes Rigelighed maa Fyn,
Samsø, Slesvig og Holsten have udviklet denne Smag fyldigst, men i
vore Købstæder var der næppe noget velhavende Hus, som ikke havde
sin Samling. Den svarede til vore Fotografialbums. De fleste Billeder
bringer Giverens Navn, Bomærke, Virksomhedstegn o. lign.
I det 17de Aarhundrede fortsattes denne Udsmykning af Vinduerne,
ja den trængte længere og længere ind hos Bondestanden, men naar
Mode løber livligt, kan man være vis paa, at den er sakket svært af
ved sin Kilde, i de højere Stænders Smag. De herlige Vinduer, som sad
i Kongens Stol i Frederiksborg Kirke, var den sidste store Anstrengelse
i den Retning, og alt som Aarhundredet randt, hører man mindre og
mindre om fornemt Glasmaleri; man forundres ved at se Kong Chri
stian V endnu i 1673 give Petrus Faschinett 144 Rdlr. for Vinduer, han
havde malet.
A f egentligt Glarmesterarbejde fra Renaissancens Tid er grumme
lidt levnet, og vi vilde ikke have vidst meget om de Mønstre, der an-
32