GlarmestersvendenesFagforeningKøbenhavn

franske Glasmageri. Colbert var en lidenskabelig Ynder af kunstfærdigt

Bohave. Han ejede et veneziansk Spejl i Sølvramme, som blev anset for

et Vidunder; det maalte 2 danske Alen i Højden og 1 i Bredden. Da

han var død i 1683, blev det solgt paa Auktion og betaltes med 8016

Livres; samtidig gik et Billede af Rafael i 3000 Livres. Den høje Pris,

som Colbert i sin Tid gav for dette Stykke, kan have henledt hans Tan

ker paa at bryde Venezianernes Monopol som Spejlmagere, og han ar

bejdede i lang Tid paa at skaffe Frankrig denne indbringende Indu

stri. Der fandtes vel allerede en privat Spejlfabrik ved Cherbourg, men

den var vistnok uden Betydning, og det var først, efter at han i 1665

havde hvervet 20 Venezianere, at Tilvirkningen kom ret paa Fode i

Forstaden St. Antoine. De to Hytter sloges sammen, og fra dem levere

des Glasset til Versailles Spejlgalleri. I 1688 genopfandtes her den ro

merske Kunst at støbe Glastavler paa Sand, og herfra udgik de billige

Vinduesglas, som snart skulde naa op til os og give de gamle Blyvin

duer Dødsstødet. Félibien giver i sit forannævnte Værk en Del Oplys

ninger om de kurante Maal, som leveredes i 1692. Galleglasset blæstes

endnu i runde Skiver paa ca. 31 danske Tommer, og Tavlerne støbtes

30 Tommer i Firkant. Det første pakkedes i Kurve å 24 Skiver, det sid

ste i Kister paa 25 Bundter å 6 Tavler.

Med de store Glastavler kom de store Vinduer med Træsprosser.

Allerede i Kong Christian den IV ’s Tid havde man brugt stort Glas,

men kun i Møbeldøre. Det kendes i Regnskaberne paa sin høje Pris:

2 Mk. for Stykket. Kunstkammerets Skabe forsynedes dermed i Kong

Frederik den IIF s Tid, men først 1673 omtales paa det Sted

nye fran

ske Vinduer.

Man var forsigtig (de kostede 20 Skilling Stykket) og be

gyndte 1674 in(^e fra med de dobbelte Vinduer i Kongens og Dron

ningens Værelser. Senere sank Prisen, og det var ude med det gam

meldags Glarmesteri. Der blev i de følgende Tider ikke andet Arbejde

tilbage end at indsætte større og større firkantede Glastavler i Snedke

rens Træsprosser, og i vore Dage desuden at polere de store Butiks

vinduer. Men hvor nær Glarmesteriet end har været ved at ophøre som

egentlig Haandværk, har det mærkeligt nok aldrig rent svigtet sine

gamle Kunstfærdigheder. Forrige Aarhundrede igennem (17 Hundre

derne) krævedes stadig til Mesterstykke et Vindue i kunstfærdigt Bly

mønster og en malet Tavle, ja endnu i 1829 udførtes en saadan i Kø

benhavn. Om praktisk Brug er her ikke mere Tale, men kun om at over

vinde Vanskeligheder. De farvede Glas har ikke en Gang Blyforbindel-