42 / 226
Glarmester-Ziinft.
A f Rasmus Berg.
T r y k t i „H isto risk e Meddelelser om K ø b e n h a v n “ .
UAGTET DE IK K E FAA Aktstykker og Protokoller, der er bevaret
til Belysning af Haandværkets Historie, er det dog faa af dem, der
giver os et saa nøje Indblik i Haandværkets indre Liv som to Svende
protokoller, der ejedes af Glarmestersvendenes Syge- og Begravelses
kasse og nu opbevares i Stadsarkivet.
De refererer meget nøjagtigt alle de Møder, som Glarmestersvendene
har afholdt i Tiden fra 1697-1737 og 1761-1792 og giver os meget nøje
Besked om hele det ejendommelige og særprægede Liv, der herskede i
Haandværkets Verden, og som i meget holdt dem adskilte fra det øv
rige Samfund.
Desuden giver de interessante Oplysninger om, hvor lidet Enevæl
dens Bestræbelser for at regulere Haandværkets Liv frugtede og be
kræfter endnu en Gang, at Lov er et, Liv noget andet.
I det store og hele vedblev man indenfor Haandværket at leve videre
paa den gamle Tradition, saa at den største Del af de Bestemmelser i
den nye Lovgivning, som kunde have medført Forandring, faktisk ingen
Betydning fik.
I.
Det enkelte Falgs Udøvere følte sig først og fremmest som tilhørende
deres Haandværk. Bundne som de var til det gennem Arbejde fra aarie
Morgen til Aften silde, naaede man saa at sige aldrig udenfor Faget.
Det var Levebrødet og det at kende sit Arbejde og kunne udføre det
godt, var i Grunden alt, hvad man stræbte efter. Interesser udenfor var
saare sjældne. Derfor tilhørte man ogsaa sit Haandværk med Liv og
Sjæl og følte sig som eet med det. Alt, hvad man skulde have af Ære
og Anseelse, maatte komme fra Haandværket. Man sætter en Stolthed
39