47 / 226
midler, indrette et saadant System af Legitimationsregler, at kun den
indviede kunde bruge det. Thi Europas Landeveje var fyldt af farende
Folk, ikke blot rejsende Haandværkssvende, men al Slags løst Pak,
Gøglere og Æventyrere mellem hinanden. — Dem maatte man værne
sig imod ved alle Midler.
Et af disse var nu den indenfor Haandværksfag brugelige Hilsen,
den saakaldte Gruss, i Reglen en Række Høflighedsudtalelser og gode
Ønsker for Fagets Mestre og Svende.
At Glarmestrene har haft en saadan Gruss, er sikkert, men desværre
kender vi den ikke nu. Den brugtes som Hilsen, naar man holdt Sam
ling, og naar man som Rejsende henvendte sig til en Mester eller
Svend. Den var Tegnet paa, at man hørte Faget til, og at man kunde
give Vedkommende den Hjælp, som de altid trængte til.
For Glarmestrenes Vedkommende ydedes den i Form af »Geskænk«
til enhver Svend, der kom rejsende, eller som skulde paa Farten, og
alle var pligtige til at give den vedtagne Skærv.
For den tilrejsende Svend gjaldt det imidlertid om at have sine
Papirer i Orden og sin Samvittighed ren. En Glarmestersvend, der kom
til København, maatte saaledes være »Seestädter«, d. v. s. tilhøre det
Forbund, som var dannet i de fleste Søstæder. Var han en »Oberlän
der«, d. v. s. udlært i en By inde i Landet, regnedes han ikke for noget,
fik hverken Geskænk eller i det hele en venlig Modtagelse, forinden han
havde ladet sig gøre til Svend her og givet sit Svendeøl.
Dette holdtes der meget strengt paa. Pudsigt nok synes Lavet i
Lübeck ikke at have hørt til Seestädter-Forbundet, og en Svend fra
denne By, der ankom 1704 og havde faaet Arbejde hos en Mester, blev
tvunget til at rejse bort.
Mestrene synes dog ikke at have villet bøje sig for denne Afgørelse
og tilkendte Lübecker-Svenden Ret til Arbejde, men heri fandt Sven
dene sig ikke og afsatte deres Bøsseskaffer, »fordi han ikke havde taget
sig synderligt af denne Sag,« og idømte ham en Bøde, som han maatte
finde sig i at betale.
At lübske Svende — for ikke at tale om »Oberländere« — paa den
Maade flere Gange afvises, naar de ikke paany vilde lade sig gøre til
Svende her, forekommer meget hyppigt. Bl. a. ser vi saaledes 17 12 , at
en Svend vægrer sig ved at staa i Forsamlingen med en anden Svend,
der havde arbejdet i Lübeck. Mestrene synes dog at have taget sig af
Lübeckersvenden, i hvilken Anledning de københavnske Svende skrev
44