til Hamburg for at høre deres Mening. Hamburg gjaldt nemlig som en
Slags Højesteret for Afgørelsen af zünftige Sager.
Svaret lød, at i Hamburg blev en Lübecker-Svend ikke estimeret.
Københavner-Svendene mente derfor, at de billigvis heller ikke kunde
det og gik til Mestrene med denne Besked. Disse var ikke helt tilfredse
med Svaret og idømte samtlige Svende en Bøde paa hver i Rdlr., og
hævdede, at man skulde modtage Lübeckeren, indtil der mulig kom
»Treibbrief« eller »Amtssiegel« om ham, d. v. s. indtil der indløb en
Klage, der gjorde Modstanden berettiget. Herpaa vilde Svendene dog
ikke indlade sig, men bekvemmede sig dog omsider til at give en Bøde
paa hver
x/ 2
Rdlr. for at have modsat sig Mestrenes Forlangende.
Denne Dom var dog ingenlunde en Følge af, at Mestrene følte
mindre fag- eller zhnftmæssigt end Svendene, men hævdede kun, at
vedkommende Svend kunde lade sig gøre til Svend efter seestädtisk
Skik.
Men var der ellers noget at udsætte paa en Svend, saa kunde han
ogsaa være sikker paa, at det før eller siden skulde komme for en Dag.
Thi man fulgte sine Folk og vidste saa nogenlunde, hvor de drog hen.
Havde en Svend forbrudt sig mod den gældende Haandværksskik, gjort
Gæld eller paa anden Maade forset sig, saa blev der sendt Brev til
Svendene derom fra det Sted, han havde forladt, og saa var der ingen
Naade. Den forfulgte Svend maatte enten, hvis Forseelsen var mindre
alvorlig, betale en Bøde eller ogsaa rejse sin Vej igen. Saaledes finder vi,
at en her arbejdende Svend efterlyses fra Hamburg. Han tilbyder at
betale en Bøde, men Hamburgerne forlanger, at han skal komme tilbage
og klare for sig, hvad han ogsaa blev nødt til.
Paa samme Maade gik det 17 18 en Svend i Køge, der havde paa-
draget sig Bødestraf her. Der blev skrevet til ham, at han skulde ind
finde sig i København og betale, og da han ikke kom, lod man hans
Mester vide, at han ikke kunde beholde ham i Arbejde. Saa mødte Sven
den og klarede for sig.
Til andre Tider kunde man dog tage Hensyn. 1708 var der f. Eks.
kommet et »Treibbrief« fra Bremen med Klage over en Svend. Det ved
toges at indhente nærmere Oplysninger om ham, men dog ellers at huske
paa, »at det var Vinter og derfor en Tid, da ingen Svend godt kunde
rejse.«
Justitsen var i Almindelighed streng, og navnlig blev de stakkels
»Oberländere« skarpt iagttaget. 1723 forespørger Svendene i Reval saa-
45




