44 / 226
drikkes. Dette Svendeøl, som iøvrigt ikke indskrænkede sig til
01
alene,
holdtes som Regel i en Mesters Hus, der havde nogen Indtægt deraf.
I et enkelt Tilfælde ses Svendeøllet at være betalt af Mesteren, fordi
han har tilladt sin Dreng i Læretiden at gaa med Ur, Støvler og irsk
Hat, »hvorved der har manglet Respekt for Svendene«. Den bestemte
Dag mødte da den unge Svend (Junggeselle) i Svendenes Forsamling.
Der blev forespurgt, om nogen havde noget imod ham at erindre, og
var dette ikke Tilfældet, holdt den ældste Bøsseskaffer en Tale til ham
paa Tysk, der lød saaledes, efterat »Gruss«en var fremsagt:
»M ed Gunst samtlige S v en d e ! Anledningen til vor Sammenkomst i Dag er,
at velærede Hr. Mester N . N . har forestillet os sin forhenværende Læredreng,
nem lig N . N ., og da samme har udstaaet sine Læreaar og forholdt sig, som det
egner og anstaar en ærekær Læredreng, samt forfærdiget Svendestykke, saaledes
som det af Lavet for godt er bleven antaget, saa er det hans Ønske at vederfares
det samme, som er vederfaret enhver retskaffen Glarmestersvend.
Glasset er et Kunstens Værk, som varsomt maa behandles,
En gennemsigtig T ing, som let til Bræk forvandles,
Forsigtig være vi, som Glasset skal haandtere,
thi uforsigtig Stød vort Velfærd kan spolere.
Saa er og Mennesket et Glas for Uhelds Stød,
og Uforsigtighed blev ofte manges Død
thi vores Liv er kun et Glas i Skæbnens Haand,
den byder kun og straks opløses alle B a an d ;
Enhver derfor, som vil Glarmesterkunsten lære,
som fremme vil sit Vel og gøre Standen Ære,
han være redelig, forsigtig, virksom, dygtig.
A t prale vindig og at være kløgtig
gør ikkun Skam og Spot, mens Kunsten selv gør Hæder
og skænker Dyrkerne bestandig Held og Glæde.
Saa vandre broderlig til fælles Held og Ære,
V i ej et Selskab blev for Uvenner at være,
men for at give og modtage lige Ret,
og Enigheden kun vedligeholder d e t;
Behag at træde nærmere til Bordet, saa vil jeg i Korthed oplæse D ig følgende
Punkter, som Du har at iagttage som Glarmestersvend:
For det første vil jeg paamindre D ig om at sky Dine forrige Selskaber samt
herefter opføre D ig saaledes, at Du for enhver maa blive anset for en ærekær
G larmestersvend!
41