GlarmestersvendenesFagforeningKøbenhavn

ker i Raadhusene; byggedes et nyt Hus, skænkede Frænder og Venner

malede Glas til Vinduerne, enten forsynede med Giverens Vaaben eller

Portræt, Bomærke, Sentenser, Navne, bibelske Billeder eller Genrestyk

ker, og Bygherren takkede med at give »Glarøl«. Kom der fremmede

Sendebud til vort Hof, fik han ikke som nu et Kors, men en malet Rude

eller Penge dertil. Det var hans Hus, man dekorerede. Der er ligesaa

livlig Omsætning med Vindues- som med Drikkeglas. Større Spas under

Gilder end at slaa Glas itu, var ikke til, og naar der ikke var flere af

de sidste, tog man fat paa de første. Naar alt laa i Skaar, søgte man

hjem, enten glad i Sind eller i »Ølsind«, men først gik det dog ud over

Vinduerne i Uvenners Huse og derefter over gode Venners. Der blev

ikke set noget ondt heri, det var blot et Tegn paa

en god Rus,

og Ska

den blev jævnet med en Erstatning, saafremt det kun gik ud over klare

Vinduer. Ødelagdes derimod et malet Vindue, en uerstattelig Venne-

gave, var det en værre Sag, en Ærefornærmelse, og som saadan strafbar.

En saa livlig Omsætning førte til en Masseproduktion langt ud over

de habile Glaskunstneres Ydeevne, og skønt der nu raadedes over langt

bedre Betingelser for Hurtigarbejde end forhen, blev der dog ogsaa A r

bejde nok for Fagets Underrangskræfter. De stod den Gang ligesaa

hjælpeløse som nu, skønt Uddannelsen i en Retning hvilede paa et soli

dere Grundlag end i vore Dage. Den foregik i langt større Omfang,

end den nu kan ydes, paa Værkstedet, hvor gammel Praksis gik i Arv

fra Mester til Svend, og var den første dygtig, kunde han, der arbejdede

med sine Hænder og sjælden havde mere end et Par Svende og havde

haft dem fra Drenge af, give dem en mere intensiv Enkeltmands Ud

dannelse end der nu kan falde af. Vandretiden var ogsaa til Gavn,

maaske mere end vore mange Stipendier, men var der ikke særdeles

Evner til Stede, maatte under Renaisancens mægtige Trang til rig bil

ledlig Udsmykning Manglen paa skolet Tegnefærdighed til Trods for,

at Opfindelsesevnen dengang var livligere, gøre sig følelig gældende.

Men Hjælpen kom hurtig, baade for Glarmestrene og for andre Lav,

der skulde fyldestgøre store og nye Krav, gennem Kunstbøgerne, en af

hin Tids interessanteste grafiske Frembringelser. Man har Eksempler

paa, at enkelte Lav skaffede sig sin tekniske Støtte ved at anlægge Møn

stersamlinger

;

saaledes har f. Eks. Skrædderlavet i Schwabach efter

ladt sig en kostelig Samling af Klædesnit fra det 16de Aarhundrede;

Guldsmedene havde gode Samlinger af Fortegninger, som i Stik findes

paa vor Kobberstiksamling, men ikke alle Kunstbøger, der fremkom