86 / 226
vedblev at rejse. Helt ind i vort Aarhundrede var der forbavsende mange
danske Glarmestersvende, der i Aarevis havde været ude, navnlig i Tysk
land og Østrig, Belgien og Schweitz. Mange af dem havde i det frem
mede været vel ansete og havde ofte nydt den Tillid at blive brugt til
»Montagearbejde«, d. v. s. Opsætning af blyindfattede Ruder og Glas
malerier i Kirker og Slotte milevidt fra Værkstedet, fordi de var til at
stole paa. De danske Glarmestersvende kom i Reglen hjem igen, stod
deres Mestersvendeaar og lavede saa Mesterstykket, men ofte hændte
det, at de fremmede Svende befandt sig saa godt, at de gjorde det
samme og blev her. Det ser man af Laugets Protokoller og af de Glar-
mesternavne, der bestandig lever iblandt os, som f. Eks. Stalknecht,
Wentzel, Wriedt o. m. fl.
At Svendene i Glarmesterfaget under disse Forhold holdt »Ziinf-
ten« og dens Skikke i Ære, var ganske naturligt, og baade Mestre og
Svende passede paa, at enhver fremmed Svend altid fik den »Geschenk«
m. m., der tilkom ham. Det havde de alle faaet, da de selv var ude paa
deres Rejse, der var det store Minde Livet igennem. Hverken Mestre
eller Svende gav af deres Overflod. De allerfleste Mestre sad smaat i
det, det er givet, og der er heller ikke noget mærkeligt i, at ingen af
Københavns 26 Glarmestersvende i 1843 var gifte, naar det samtidig
oplyses, at deres Løn, foruden Kost og Logi, varierede fra 9-15 Mark
om Ugen, og af disse Penge skulde der saa endda spares sammen til at
lave Mesterstykke for.
Samme Aar, 1843, var der i København 39 Mestre og 31 Lærlinge.
Under den drabelige Strid, som Glarmesterlaugets mest kendte
Oldermand, Andreas Johan Barcley i 1788 udkæmpede i trykte Piecer
med Lederen af Glasmagasinet, H. C. Musmann, for at komme Ma
gasinets Monopolhandel til Livs, omtales flere Gange »Glas til Kobber
stykker«: »Dets Forbrug er for det meste til Kareet Vinduer, til Glas
for Kobberstykker og til Byens Gade-Løgter, og kan omtrent udgjøre
en Sum af 900 til 1000 Rigsdaler aarlig«. — »Man har beklaget sig over,
at man ei kunde erholde saa fint Tafel-Glas, som man ønskede til at
sætte for Kobberstykker. Dette har man i Aar søgt at forekomme ved
at indforskrive et lidet Parti af det fineste bøhmiske Tafelglas, der har
været at erholde«. — »Magasinet har allene ved denne Indforskrivning
haft det Formaal at see Publikums Ønske og i den Deel tilfredsstillet
og troet, at Elskere af Kobberstykker hellere vilde betale et Par Skil
ling mere for Glasset dertil, naar det ikkun var reent, klart og godt«.
6
*
8 3