40 / 392
Italien
33
Bygningernes Indre kunde ikke maale sig med deres
Ydre.
I Baptisteriet var dog en Prækestol af Nicolo
Pisano beundringsværdig; især var enkelte af de helt nøgne
Figurer uforligneligt gode. Nicolo Pisano burde nyde den
største Anseelse hos enhver Dyrker af Renæssancen; thi
før nogen anden, i det 13de Aarhundredes Midte, en Menne
skealder før Cimabue og længe før Giotto, havde han genop
daget Menneskeligheden, Grækeraanden, Sandheden i Kunsten
og naaet en klassisk Fuldkommenhed og Renhed.
I Baptisteriet var der et Ekko, en akustisk Virkning,
som jeg ikke havde troet mulig, skønt jeg havde hørt den
hemmelighedsfulde Genlyd i Paris i
Conservatoire des arts
et métiers,
i London i St. Paulskirken. Naar En sang en
enkelt Tone, gentoges den mangfoldigt og som med Orgel
ledsagelse fra alle Sider af Hvælvingen flere Minutter igen
nem. Det mindede ganske om Justinas Scene i Calderons
El magico prodigioso.
Man kunde antage det for et Kor af
skjulte Stemmer, en Art himmelsk Aabenbaring. Hvilken
Virkning maa ikke Sligt have gjort i mere overtroiske
Tider!
løvrigt var i Baptisteriet, som i Domkirken alle Søjler
antike, plyndrede fra Templer. Kirkens Indre beredte en
Skuffelse, naar man mindedes den indre Udstyrelse af Dom
kirken i Siena. Denne Basilica med sine fem Skibe gjorde
et koldt, rent hedensk Indtryk; de gamle Søjler syntes at
protestere. Man kom saa levende til at mindes, at slige
Basilicaer i Oldtiden kun var Børser. Dejlig var Lampen
i Loftet, der bragte Galilei til at opdage Pendulbevægelsen,
endnu skønnere end Raffaels Lampe i Capella Chigi i Rom.
Camposanto’en var et pragtfuldt gotisk Galleri med fine
Piller og Spidsbuer, der i Firkant indhegnede en grønsvær
dækket Plads, i hvis Hjørner fire høje, sorte Cypresser
holdt Vagt. Som bekendt er dens Vægge fra øverst til
Georg Brandes: Levned. II.
3