44 / 392
Italien
37
Kraft af Buegangene næsten ikke kunde skelnes fra hver
andre, førte ud til andre Buer og disse atter til andre, fik
Byen noget Ensformigt og Indespærret over sig. Man følte
sig, naar man kom fra Havbyer som Napoli eller Flodbyer
som Pisa og Florents eller Bakkebyer som Siena, ligesom
indeklemt, smægtede efter en Plads eller Have, hvor man
kunde trække frisk Luft i fulde Drag, se Horisonten, om
spænde Himmelbuen med Blikket. Byens Pladser var vel
i og for sig rummelige, men i Forhold til dens Omfang for
trange. Den store Plads, med en smuk Fontæne af Jean
de Bologne, var omgivet af gamle Paladser og begrænsedes
paa den ene Side af en graa, ældgammel Kirke. Den var
et Slags Mercato, bedækket med Boder. Pladsen var livlig
som et stort Provinscentrum; men den genlød ikke af Skrig
eller Latter; man talte, man handlede, havde travlt og gik
rask — Sydens guddommelige Dovenskab og Larmglæde
tabte sig i det Fjerne.
Den gotiske Kirke var rummelig, fast og alvorlig, dens
Kunstværker betydede ikke stort. Duomen gjorde samme
Indtryk som San Petronio; den var klar, fornuftig og kold.
Intet var den fjernere end Sværmeri; et enkelt stort Midter
skib; de bare Vægge, ingen Søjler. En Kirke maatte efter
min Opfattelse se ud som var den bygget i et helligt Deli
rium; denne Kirke var sat; ingen glødende Bønner havde
farvet dens Vægge, ingen hede Taarer brændt dens Gulv.
Dens Prækestol var uden Fantasi; dens skaldede Isse havde
aldrig rummet nogen Galskab; den havde aldrig været ung.
Den er nemlig ikke gammel, men opført 1610, hvilket vel
i Kjøbenhavn vilde være Alderdom, siden Rosenborg anses
for et gammelt Minde, men her ingenting var, eftersom her
fandtes en Kirke som San Stefano, der grundedes i det femte
Aarhundrede og virkeligt var mærkværdig, sammenbygget