47 / 392
40
Italien
noget om Danmark; vi havde en dygtig mandlig Ungdom
(une bella gioventu); vore Kvinder var af Udseende
roman-
tiche
— men var de virkeligt allesammen blonde?
De
fandt det naturligvis fint at være blond. Er det en intelli
gent Nation, den danske? spurgte Vigoriti. Jeg tøvede noget
med Svaret, da jeg nødigt vilde prale, og nødigt lyve. Men
Peccei kom mig i Forkøbet med det udmærkede Svar: Alle
søfarende Nationer er intelligente.
De rystede mine Hænder, da vi ved Padua maatte
skilles; men hurtigt greb de min Haandkuffert og min Taske
og bar dem ned paa Stationen, kørte saa videre til Venedig.
Nabobyer har altid noget tilfælles. Padua mindede ved
sine Buegange om Bologna, medens dens Kupler varslede
om Venedig. Hovedkirken San Antonio (viet Byens Helgen)
havde massive, firkantede Piller med Spidsbuer og to dejligt
smykkede Kapeller paa hver sin Side af Midterkuppelen.
Det tilhøjre havde gulrøde Marmorsøjler, stærk Forgyldning
og brogede Fresker; det tilvenstre slanke, fine Søjler af
lysegraat Marmor og en Række fuldendt skønne, snehvide
Marmorreliefer over det af tredive Vokskerter belyste Alter,
bag hvilket Helgenens Levninger bevaredes. Unge Kvinder
kom og lagde deres Haand paa Alterets grønne Marmorsider
for at opnaa et eller andet. Imens spilte Orgelet, og Røgelse
fyldte Kirken. Der var godt at være.
Foruden Byens andre Kirker og Paladser besøgte jeg
ogsaa det ældgamle Universitet. Rundt om paa Gaardens
Mure var fremragende Elevers Vaabenskjolde ophængte.
Næsten hver fjerde var dansk. Der var Navne som Thomas
Fiuren, Danus; Alexius Walckendorph, Danus; Ludovicus
Johan Puchius, Rip. Danus; Severinus Johannes Bonzius,
Randrus, Danus. Over Brødrene Fiurens Navn stod
Ale-
manna,
over Thomas Bartholinus’s
Romana,
hvad vel be
tydede Studenterforbindelser; iøvrigt havde de antegnet, om