50 / 392
Italien
43
Hobetal allegoriske Fremstillinger af Venedig og Malerier af
Venedigs Historie til Forherligelse af venezianske Bedrifter.
Hvad der havde arkitektonisk Tiltrækning i Stæder som
Berlin eller München, var fremkommet ved studeret Efter
ligning af Athen eller Florents (som det lille Erechtheion-
Tempel i
Altes Museum
eller Loggiaen i München).
I
Venedig var der aldrig tænkt paa andet end Venedig.
Det forekom mig utvivlsomt, at disse Gader af Vand
med deres Lysspejlinger og Lufttoner, dette Amfibiums
byens hele Luftlag havde gjort meget til at give Vene
digs Malere deres Farvesans og Farveglæde.
At alle Gader ved Sommertid her var fulde af nøgne
Svømmere af enhver Alder, der pladskede om og sad, kun
iførte lette Svømmebenklæder, paa Husenes Marmortrapper,
maatte ogsaa øjensynligt have medvirket stærkt til at Vene
digs Rolle i Malerkunsten blev den straalende Gengivelse af
den menneskelige Huds Lød i de skiftende Belysninger.
Men Naturens Uensartethed i de forskellige Byer syntes
mig ikke desmindre utilstrækkelig til at forklare saa dybe
Modsætninger som den mellem Leonardo og Tizian. Deres
Fødesteders klimatiske og landskabelige Ulighed forslog ikke
dertil. Det faldt mig ind en Dag ved Solnedgangstid paa
den store Kanal. Himlen var klar, Konturerne her i Venedig
saa skarpe som i Florens eller Milano. Men der havde ikke
været nogen Time i de store Kunstneres Liv, hvor Leonardo
og Tizian kunstnerisk følte ens.
En Dag, jeg sejlede fra Piazzettaen til San Giorgio
maggiore i en sirlig Gondol med en elskværdig gammel
Barcajuola, fornam jeg nogle Øjeblikke den fuldkomne
Lykkes Tilstand. Himlen var ren, Solen straalede uden at
hede, Baadens Bevægelse var mere indsmigrende for Ner
verne end sød Musik. Det var mig, som aandede jeg en