56 / 392
Italien
49
gotiske Spidsbuer og den øverste, maurisk-udseende Mur.
Det udgjorde en Enhed som Goethes Livsgerning, der ogsaa
har et gotisk Stokværk med
Gotz
og
Faust,
et antikt med
Ifigetiia
og de romerske Elegier, et østerlandsk med
West-
Oestlicher Diwan.
Og hvilken Kærlighed havde de gamle Bygmestre ikke
havt til barnlig og slaaende Sindbilledkunst. Saaledes var de
to Søjler blandt Dogepaladsets talrige, mellem hvilke Døds
dommene forkyndtes, ikke som de andre af hvidgraat Mar
mor, men af blodrødt. Der stod Dommeren, og udraabte
Dødsdommen over Marino Falieri, medens de paa Piazet-
taen forsamlede Tusinder hørte det Budskab om et Hoveds
snarlige Fald, paa hvilket der blev ventet.
Jeg stod paa Rialto og mindedes Shylock. Jeg sejlede
forbi det lille snevre Palads, der gaar under Navn af Des-
demonas. Saa stor var da Shakespeare, at det var, som
beskyldte han Historien for at fortie det Mindeværdige, og
man skyndte sig med at retfærdiggøre Virkeligheden overfor
hans Digtning her, som i Verona og Helsingør.
Jeg saa i San Giorgio Maggiore for sidste Gang den
Mængde skønne Broncer og udskaarne Trærelieffer, som
fandtes der. Var der under Renæssancen en Klump Bronce
eller et Stykke Træ i Italien, som man ikke gav Kunstform?
Hvilken Masse dejlige Træskulpturer og
Intarsi
(Træ ind
lagt i Træ) fandtes ikke rundt om! Og var ikke dette det
rette Tegn paa Kærligheden til Kunst og Anlægget for den,
at man gjorde Alt til Stof, medens Pedanterne hjemme
troede, at Skulptur kun udførtes i Ler og derefter mekanisk
blev overført til Gibs, Marmor eller Bronce.
Den sidste Dag, da jeg et Øjeblik forstemtes ved at
man hjemme vilde indvende mod mig, at jeg dog i al
denne lange Tid ikke havde set andet end det Italien, som
enhver, der havde Raad til en Rejse, saa, følte jeg stærkt,
Georg Brandes: Levned. II.
4