58 / 392
Italien
51
Neppe var jeg paa Vejen fra Verona kommen ind i
Tirol, før jeg saa en Himmel, hvis Udseende jeg i næsten
et Aar havde glemt; smaa blaa Klatter spredte mellem Klumper
af graasorte Skyer, drivende Taager, Mørke Kl. 6 om Efter
middagen i Juli Maaned. Jeg frøs elendigt i min tynde Dragt,
da vi gik over Brenner. Saa blev Himlen helt graa og
tung som Bly, Regnen øsede ned Nat og Dag igennem,
Kulden forekom siberisk.
Mange andre Sorgens Tegn viste sig. Folk begyndte
at snakke Tysk og ventede, at man forstod dem. Samtidigt
tabte som ved Trylleri Ansigterne deres Form. Kindernes
skønne Oval blev til langagtig Magerhed; Mændene havde
grimt Skæg og smudsige Støvler; Kvinderne tabte deres blide
Udtryk af let jordisk Erotik og begyndte at se ud som for
stod de at spare.
Til Rejseselskab havde jeg en tysk Frøken paa mildest
talt 29 Aar, der ikke kunde lide Italien og i sin smagløse
Pynt fortalte mig, at alle Italienerinder var „so schlampig
angezogen“ ; en tysk Herre havde ved at støde hende med
Foden (!) gjort hende opmærksom paa en florentinsk Dames
gruelige Dragt. Jeg tænkte, men sagde ikke . . . . dog hvad jeg
tænkte, vil jeg ogsaa nu fortie. Jeg sagde, men tænkte ikke:
Gewiss, es ist ein wahres Vergnügen, die hübschen, deutschen
Toiletten zu sehen.
Det aabnede Medusens Hjerte, og hun
fortalte mig nu med en Tungefærdighed uden Mage, at
hun kom fra Perugia og skulde vende tilbage dertil, for at
gifte sig der. Men, tilføjede hun koket, jeg troer ikke, jeg
gør det. Ser De, han er Ølbrygger i Perugia, en Enkemand
paa seks og tredive. Han vil have mig til Kone. Men jeg
kan ikke bestemme mig; jeg gad føre et roligere Liv. Jeg
skulde da staa for Beværtningen, og dér sidder de Herrer
italienske Officerer til Kl. halvto om Natten. Kl. 5 maa
man saa paany være oppe. Og ser De: Manden er dog
4
*