62 / 392
Italien
55
18.
Det blev en anstrengende Kørsel fra 7 Morgen til 1 Nat
fra München til Dresden. Om Eftermiddagen kom en højst
pudsig Sachser ind i Vognen til mig og underholdt mig
ustandseligt. Han forsøgte end ikke at tiltale mig paa Tysk,
talte Fransk til mig og udtrykte den lidenskabeligste Medfølelse
med Frankrig.
„Nla
pauvre Paris! Je suis très ami
avec
tous
les Français.“ Han havde i Dresden forestillet sin Kæreste
for de fangne Zuaver; hadede Prøjserne, ønskede dem alt
Ondt. Om jeg nogensinde havde kendt Kærlighed? Han
kendte den, han var frygteligt forelsket.
Jeg spurgte ham, om han kunde anbefale mig et Hotel
i Dresden. Det kunde han; han kendte det bedste, der
fandtes; han fortiede for mig, at det laa i den nye Bydel,
hvor man aldrig tager ind. Vi skiltes ved Ankomsten. Da
jeg naaede Hotellet, blev jeg ikke lidet forundret ved at se min
indfødte Dresdener staa i Porten, Han var selv Hotelværten.
— Jeg har sjældent boet i et ubekvemmere indrettet Hotel.
Heller ikke i Dresden var der Tale om andet end
Troppernes Indtog; men her havde man det bag sig. Hele
Byen var endnu behængt med Blomsterkæder og dækket
med Indskrifter. Statuer, Æresporte, Bismarck og Moltke,
Moltke og Bismarck.
Ved Opgangen til Galleriet stødte jeg paa Julius Lange.
Vi kunde næsten ikke se paa Malerierne, til saa vidtløftige
Samtaler forfaldt vi; det var jo halvandet Aar siden vi havde
set hinanden. Det Første, Lange sagde til mig, var iøvrigt,
at jeg burde holde Forelæsninger til Efteraaret og at jeg
vilde faa mange Tilhørere.
Jeg gik ud til Henrik Ibsen. Da jeg nærmede mig
Huset, der laa i en Allé, Dippoldiswaldaerstrasse, opdagede
jeg ham, der var let kendelig efter Portrætet, liggende ud