57 / 392
50
Italien
at det, som var mit Italien, det, hvoraf jeg havde draget
den Næring, som netop min Aand trængte til, det havde
ingen Anden set. Og af alle Lande, Danmark undtaget,
havde jeg opholdt mig længst i Italien, ligesom jeg af alle
Mennesker, de Danske undtagne, havde flest Venner blandt
Italienerne.
Imorgen gik jeg altsaa over Alperne. Hvad havde Han
nibal og Bonaparte gjort andet! Men de var gladere derved
end jeg. Og jeg slog mit Pas ud for mig, for hvilket jeg
nu paany skulde have Brug og læste med et Smil og en
lille Gysen:
Nous, Christian IX, Roi des V a n d a le s
.............
Henad Aften kom Vigoriti. Vi spadserede først i Ve
nedigs Have, saa førte han mig hen i et
Birreria,
hvis
Pa-
drona
var en Veninde af hans Furér. Jeg var ikke mis
fornøjet med at tilbringe min sidste Aften paa Italiens Grund
i en smuk Kvindes Selskab. Hun satte sig hos os, 21aarig,
en letklædt Blondine med et Diadem i sit lyse Haar. Efter
en Times Tids Passiar sagde jeg hende, at jeg næste Dag
skulde forlade Italien og udbad mig Ønsket om en lykkelig
Rejse. Hun kyssede mig et Par Gange meget hjerteligt;
saa var Tiden forbi; Vigoriti maatte hjem til Kasernen. Jeg
fulgte [ham, han trykkede mig til sit Bryst, og vi skiltes.
Da jeg var kommen et halvhundred Skridt bort, hørte jeg
En raabe bag mig: Signor Giorgio! Signor Giorgio! Det
var igen Vigoriti. Han sagde: Jeg glemte før at ønske Dem
en lykkelig Rejse, og kastede sig endnu engang om Halsen
paa mig.
16
.
I Verona vekslede Folk deres sidste italienske Sedler
for østerrigske; men da Pengene ikke trykkede mig, havde
jeg kun en halv Franc at veksle.