63 / 392
56
Italien
af Vinduet i Skjorteærmer. Men da jeg traadte ind, havde
han taget en Fløjels Jakke paa. Han knugede mig til sit
Bryst, saa jeg nær havde tabt Vejret. Jeg fandt ham smuk.
Han havde en Pande uden Lige, klare Øjne, langt lokket
Haar. Vi talte straks to, tre Timer sammen, en Del om
hans Arbejde, om vore Kaar hjemme, angaaende hvilke vi
stemte overens, ogsaa en Del om mig.
Jeg gik paany med Lange paa Galleriet, og gik igen til
Ibsen, der tog mig med til det smukt beliggende Waldschloss-
lein, hvor vi spiste og drak 01. Han meddelte mig de
Forsøg, Bjørnson, som da var mig gram, havde gjort for at
faa Ibsen til at undgaa al Forbindelse med mig, og viste mig
de paagældende Breve; meget beklagede han sig ogsaa over
den paatrængende Iver, Redaktionen af
Ide og Virkelighed
havde udfoldet for at faa ham til Medredaktør. Rudolf
Schmidt havde skrevet ham seks, syv Breve til i den An
ledning og paadraget sig et yderst bidende Svar, der er
udeladt af de Ibsenske Breve, som i hans sidste Leveaar
udgaves.
Ibsen talte en Del om nordiske Kulturforhold og nor
disk Poesi. For ham som for mig var hele vor Dannelse
forældet, laa bagud for den i Europas Hovedlande. For
Stortingets Bønder var endnu Mallings
Store og gode Hand
linger
en passende Læsning. Om dansk Digtning talte han
uden Begejstring. For Heiberg havde han betydelig Respekt,
havde ogsaa i sin Tid givet ham Ret i hans Polemik over
for Hebbel og andre; nu tvivlede han paa Heibergs Ret,
da han havde modtaget nye Indtryk fra Udlandet. Om
Henrik Hertz dømte han køligt; det var gaaet ham nær, at
man havde fundet Lighed mellem
Gildet paa Solhaug
og
Svend Dyrings Hus. Ninon
led han ikke; den var fransk.
Da jeg leende tog til Genmæle og paastod, der gaves ikke
noget, som var mindre fransk, undrede han sig meget.