GeorgBrandesLevned

Hjemme

kaldte Nationalliberale; dens Fører Rimestad indtog et Stand

punkt, der svarede til Schultze-Delitzsch’s i Tyskland.

I Familierne var Tonen smaaborgerlig. Man sagde nødig

et Ord som Bukser; man sagde med et lille Smil i Stedet

„Unævnelige“ eller paa fransk „Pantalons“. Ingen Dame

brugte en Vending som „Jeg vil gaa i Bad“ ; det var upas

sende at henlede den Tiltaltes Fantasi paa den nøgne Skik

kelse i Badet. Da det højere Selskab i Hovedstaden ikke

var talrigt og alle kendte hverandre idetmindste af Navn,

gik Sladderen som i ganske smaa Byer. En hævet For

lovelse var endnu, som paa Kierkegaards Tid en Men

neskealder forinden, en Begivenhed, Byen syslede med, og

et opløst Ægteskab var en Skandale, som aabnede for alle

Sluser.

Paa Teatret var Tonen som i Livet. Holbergs Djærv

hed vakte Anstød. I Heibergs beundrede Vaudeviller, i

Hertz’s og Hostrups Lystspil var Tonen saa barnlig som i

H. C. Andersens Eventyr og Romaner.

Hvad der blev spottet, var altid kun Smaating, ubetyde

lige Menneskers smaa ligegyldige Svagheder. Ikke blot be

rørtes det Kønslige varsomt, som rimeligt var efter Folke

karakteren; men ikke et eneste kønsligt Problem behand

ledes mandigt, end sige dristigt. Man skulde søge om en

frygtsommere Literatur.

Digtekunsten var bleven en pirrende Underholdning

som i Bergsøes

Fra Piazza del Popolo,

en af Tidens Ynd-

lingsromaner, og Viddet repræsenteredes af Erik Bøghs Be

arbejdelser af fremmede Smaastykker for Teatrene og hans

meget læste Feuilletoner i

Folkets Avis.

Den gamle Literatur, som havde været Landets Ære,

var ved at forsvinde. Heiberg var død 1860, Hertz 1870,

Chr. Winther og Grundtvig var over de Firs, Andersen,

Paludan-Muller og Bødtcher havde kun faa Leveaar tilbage.