73 / 392
66
Hjemme
to hundrede, og Bifaldet var øredøvende. Tilhørerne var ikke
en sammenløben Hob, men som Regel Kjøbenhavns mest
udviklede unge Mænd og Kvinder.
6
.
Faa Uger derefter begyndte Stemningen at vende sig
imod mig. Forelæsningernes egentlige Indhold var som for
dampet; men fra Mund til Mund fløj i dumt eller ondskabs
fuldt forvreden Skikkelse løsrevne Sætninger, jeg skulde
have sagt, oprørende alle. Jeg havde anbefalet Selvmord
— havde dog mærkelig nok ikke givet Eksemplet — havde
lovprist franske Ægteskabsbrudsromaner — end ikke i en
eneste Bog, jeg havde omtalt, forekom et Ægteskabsbrud —
jeg" havde angrebet de Danske, fordi de ikke var Ateister;
jeg havde ytret dyb Foragt for Danmark og den danske
Literatur; jeg havde kaldt Thorvaldsen et gammelt Fæ; jeg
havde udtalt mig nedsættende om Begrebet
et H jem
; jeg
havde angrebet
Samfundet,
ganske som de socialistiske
Murere og som Louis Pio, Internationales Stormester for
Danmark; kun af Fejghed sluttede jeg mig ikke til ham
osv. osv.
Det blæste op til en Storm i den lille By, der da som
nu var stor i egen Mening. Endnu sporedes dog kun de
første Vindstød, som forkyndte Uvejret, der var i Anmarsch.
Naiv som jeg var, indbildte jeg mig at kunne bringe
Sladderen til Taushed og kunne opnaa, om end ikke en
Tilbagevenden af den første Begejstring, saa dog en rolig,
saglig Tilegnelse og Drøftelse af mine Synsmaader, naar jeg
blot udgav i Trykken, hvad jeg havde sagt. Jeg betragtede
mig ungdommeligt som forpligtet til at holde mig saa nær
som muligt til Ordlyden, og undlod derfor saavel at mildne
enkelte krasse Udtryk som at fuldstændiggøre mine Kund