GeorgBrandesLevned

Hjemme

Det var Alt. Det var dette, som nu kaldtes, at Bladet

var mit Organ.

At skrive deri, kunde jeg efter Datidens Opfattelse ikke

vare bekendt; derfor J. P. Jacobsens Ord i et spøgefuldt

lille Aktstykke, der siden er blevet trykt, at jeg havde „for

søgt Selvmord“ i

Dagens Nyheder.

Min Meningsfælle var

Bladet ogsaa kun, forsaavidt en elendig Stymper, som var

dets Medarbejder, en forfjamsket og forfusket Person, i

første Øjeblik, da jeg kunde synes en Sejerherre, havde

sluttet sig til mig. Neppe saa han, hvad Vej den offentlige

Mening blæste, før han løb over til Modparten, og skrev

lige saa pjattet imod mig, som tidligere for mig. Da dette

lønnede sig bedre, vedblev han dermed en Snes Aar igennem

til sin Død.

Fra det Øjeblik af, da Bille tilbagesendte mig min Ar

tikel, var faktisk den danske Presse lukket for mig.

Fædre

landet,

det andet store danske Blad, var mig straks yderst

fjendtligt sindet, og flere Blade fandtes der dengang ikke i

Kjøbenhavn, som regnedes med.

Berlingske Tidende

var Re

geringens og Landets officielle Avis. I den første Hede indsendte

jeg paany min Artikel som Annonce; men da den saaledes

kostede mig en større Sum, end jeg plejede at faa for en

honoreret Artikel, og da mit Budget siden Rejsen stod under

Nul, var jeg nødt til for de næste ti Aar at forstumme i

dansk Journalistik, lade Angrebene hagle over mig Aar efter

Aar uden nogensinde at kunne tage til Genmæle.

I Belgien som i Frankrig har Enhver, der angribes per

sonligt, en Ret til at faa sit Svar indrykket uden Vederlag

i samme Blad paa samme Plads og i samme Omfang som

Angrebet. I Belgien tilhører Pladsen ham saa ubetinget, at

han har Lov til at udfylde den med et Stykke af Første

Mosebog, om han vil. Presseloven i Danmark var (og er)

saa ufuldkommen, at den Angrebne ikke har nogensomhelst