77 / 392
70
Hjemme
ikke siden, han selv havde henvendt sig til mig. — Saa
ubetydeligt ogsaa dette var, det viste mig, at Ringen lukkede
sig om mig.
Allerede i den sidste Uge af Februar 1872 blev Skraalet
imod mig i Kjøbenhavn til et Brøl, og jeg følte ikke fra
Uge til Uge, men formelig fra Dag til Dag, hvorledes Ra
seriet steg imod mig. Det forekom mig, som om den Ung
dom, der havde fulgt mine Forelæsninger med saa lidenskabe
lig Deltagelse, paa en eller anden Maade nu maatte aflægge
offentligt Vidnesbyrd. Men der var Ingen, som tog til Orde
for mig. 21. Februar skrev jeg i min Notitsbog: „For første
Gang tænker jeg: Mon Alt er forgæves, mon der virkelig
aldeles ingen Ungdom er? Lad saa være, der er ingen.
Sagen selv er tabt. For mig bør dette kun være en Grund
mere til at vise Karakter. Fiat!“
Idet jeg den Dag gik ud paa Gaden, mødte jeg en af
de danske Malere, jeg stadig havde omgaaedes i Rom. Jeg
saa ham til min Glæde og Overraskelse komme langt borte.
Da jeg laa syg i
Via Purificazione,
havde han næsten dag
ligt set op til mig, som han ærligt tilstod, ikke af Medliden
hed, men fordi han morede sig fortræffeligt med, hvad jeg
meddelte ham. „De er jo ikke
hjertesyg,“
sagde han en
Gang; „vidste man ikke bedre, vilde man tro Dem helt
rask, og min bedste Morskab i Rom er at se til Dem.“
Ingen havde jeg vist større Taknemmelighed, skønt han
næsten altid sad tavs og hørte til; og for Ingen nærede jeg
i mit Hjerte større Ømhed. Jeg vilde lige til at ile ham i
Møde og strække Hænderne ud, da jeg opdagede, at han
stirrede ubevægeligt hen for sig, haardnakket undlod at lade
sine Øjne møde mine, og gik mig forbi med stive Skridt
uden at hilse.
Siden gentog dette sig naturligvis talrige Gange med