83 / 392
76
Hjemme
synderlig fast i sin indre Støbning, men ung og aaben, mærke
ligt evnerig og sprudlende af Indfald. I November og De
cember skrev han et Par Digte
Engelske Socialister
og
Paa
Satorysletten,
som han i forskellige Krese læste højt; de
aabenbarede mig som andre hans store poetiske Talent, om
der end paa dette tidligste Tidspunkt agtedes mindre paa selve
dette end paa Versenes revolutionære Indhold. Deres Form
var nu og da ufuldkommen, og det faldt i min Lod at give
Holger Drachmann de første Anvisninger til mere virknings
fuld Behandling saavel af Sproget som af de metriske Ud
tryksmidler. Endnu saa langt frem som til 1880 tror jeg
ikke, Drachmann udgav noget, han ikke havde drøftet med
mig først; men hans Øre var af Naturen saa fint og hans
sproglige som hans metriske Anlæg saa overordenlige, at de
kun behøvede en ubetydelig Retledning for at naa en Ud
foldelse, der satte Tidsskel.
Drachmann var betaget af Kommunens Opstand og af
Arbejdernes Sammenslutning til den mellemfolkelige Forbin
delse, som kaldtes
Internationale;
dens Program, der for
dømte Krigen, Patriotismen som Krigens Ophav, og Borger
skabet som den pengepugende og udnyttende, spidsborger
lige Stand, var ogsaa hans Program. Principielt var han
Socialist, fjendtligt stemt mod Rigdom og Luksus.
At Adskilligt i hans rent menneskelige Anlæg og ikke
Mindre i hans Kunstnertemperament var uden Forhold til
dette Program, ja laa i Strid dermed, var ham da aldeles
ikke bevidst.
Han, hans unge Frue og jeg gik jævnligt ud at spise
til Middag sammen i Wittmacks Restaurant, og det blev de
første Gange Genstand for min ikke ringe Forundring, at
den barske Socialist daarligt kunde nøjes med ringere end
en af de bedste Sorter Bordeaux. Saa harmfuld han følte