82 / 392
Hjemme
75
Hvor store Dyder Vilhelm Møller besad og hvor tro
fast han var, forstod jeg ikke straks; han indgød mig ingen
Tryghed. Naar han viste Overlegenhed over Jordelivets
smaa Genvordigheder, syntes jeg, han gik ud paa at im
ponere. Undertiden stødtes jeg ogsaa hos ham ved Para
dokser og Overdrivelser, som strejfede det Affekterte. Talte
man til ham om et moderne Maleri, kunde han f. Eks. ud
bryde: „Der er jo ikke noget ved Kunst, naar den ikke
tvinger En i Knæ“. Men disse Smaating kunde ikke i
Længden forringe Indtrykket af hans hæderlige Karakter og
gode Hoved. Troede han at møde Mistillid, kunde han
blive saa nedslaaet, at han i sin Bitterhed vilde opgive sine
kæreste Planer. Det var dog kun en Overgangstilstand, og
han genvandt hurtig sin Ligevægt. Men Livet havde ikke
taget blidt paa ham, og han havde som en tapper Mand
fægtet sig frem.
9.
I hans Maanedskrift læste jeg nogle Artikler om dansk
Kunst af en ung Maler, Holger Drachmann, hvem jeg kun
en enkelt Gang havde set, mens han var Dreng. Disse Ar
tikler tiltalte mig ved deres Friskhed og ved det Forfatter
talent, de røbede en kritisk anlagt Læser; jeg besluttede at
opsøge den unge Maler, da jeg saa ham overskældt i
Fædre
landet,
og opfordre ham til ikke at tage sig Angrebet nær.
Jeg traf ham ved hans Arbejd paa et stort Maleri i et
Værelse paa Borchs Kollegium, der midlertidigt var blevet
ham overladt til Atelier, og han sluttede sig lige straks med
Varme til mig.
Han var da nygift og boede med sin unge, udmærket
smukke, bornholmske Frue i Hotel Phoenix’s øverste Stok
værk, arbejdede med Jernflid for Udkommet, var vel ikke