Hjemme
77
sig overfor de slappe Nydelsesmennesker i Borgerstanden,
selv var han en oprigtig Ven af Livsnydelsen.
I hans smaa Værelser oppe paa Hotellets Kvist sam
ledes en Kres af unge Mænd, Kunstnere, Forfattere, Lærere,
Journalister med varme Hjerter og hede Hoveder. Hørup,
der skulde gøre saa stor en Gerning i Fremtidens Politik,
var hans Fætter og stod ham nær. Har end enkelte af dem,
der dengang i disse Rum var hidsigt radikale, senere i Livet
afsløret sig som hule Vigtigpetere og patetiske Vrøvlehoveder,
der gav sig til at tjene de stik modsatte Magter af dem, de
dyrkede dengang — for de fleste var det Alvor, hvad de
troede paa og hvad de vilde. Om Adskillige gjaldt det rig
tignok, at allerede da var de selv de eneste, der tog dem
alvorligt. Og den nittenaarige Fru Vilhelmine (Fru Belli,
som vi kaldte hende) viste sig mærkeligt skarptskuende og
saa i hver Enkelt, hvad han var værd, i de følsomme og
hule som i de klare og faste.
10
.
Der blev anordnet Aftensammenkomster i Selskabs
værelser paa Hotel d’Angleterre for at man kunde lære
hverandre at kende. Ved den første af disse rejste ved
Præsentationen en ung, høj, blond Mand sig smilende fra
en rød Sofa og sagde: „Bekendtskabet er gjort, men De
husker mig nok ikke.“ Da han nævnte sit Navn, J. P. Ja
cobsen, dukkede der op for mig Billedet af et ungt Menne
ske med Haaret ned i Øjnene, der nogle Aar forinden en
Dag havde bragt mig nogle Vers til Bedømmelse paa mit
mikroskopiske Hummer, og hvem jeg havde modtaget noget
køligt, da jeg ved en pudsig Misforstaaelse ansaa ham for
identisk med en Jacobsen, der Aftenen forud havde faaet et
usselt Stykke opført paa det kongelige Teater, kaldet
Ge-