89 / 392
82
Hjemme
budt og hjerteligt modtaget, trak sig nu, to Maaneder efter,
aldeles tilbage fra mig. Universitetsprofessorerne, der tid
ligere saa at sige alle havde været mig velvilligt sindede,
men om hvem det jo ikke var at vente, at de skulde gøre
noget for at hævde Lærefriheden overfor Kirken og Pressen,
lod mig falde. De havde læst en advarende Indberetning,
Professoren i slaviske Sprog, en troende Sjæl, havde afgivet
angaaende mine Foredrag, som han alene af dem havde hørt.
Jeg havde, paa Opfordring af den da 81-aarige Hauch, til Uni
versitetet indgivet en Ansøgning — den eneste, jeg har rettet
til det — om en Ansættelse som midlertidig Docent med et
Honorar af 800 Kr. aarligt; men jeg modtog ikke engang et
afslaaende Svar.
Den svenske Forfatter Carl von Bergen, min Kammerat
fra tidligere Dage, som i Juli besøgte mig, betegnede paa
dette Tidspunkt Opinionen overfor mig som et sandt Had.
Han sagde til mig: „Jeg kan ikke skjule for Dig, at jeg har
besøgt de forskelligste Krese i Danmark, men har hos alle
Mennesker fra Ministeren til den simpleste Journalist fundet
samme Had.“
13.
Ædelttænkende, som Hauch var, havde han døende ihu
kommet et gammelt Udsagn til mig og dikteret en Erklæring,
hvori han udtalte sit Ønske om, at jeg som hans Efterfølger
skulde indtage den Plads ved Universitetet, der nu ved hans
Død blev ledig. Selvfølgelig behøvede Ingen at tage Hensyn
til hans Ønske. Men det gjaldt i Kjøbenhavn om at faa
selve Kundskaben til det forhindret. Til
Fædrelandet
hen
vendte man sig af gode Grunde ikke. Men saavel
Dagbladet
som
Berlingske Tidende
negtede Konferensraadinde Hauch at
optage Carsten Hauchs Erklæring, skøndt den Døende udtryk
kelig havde ønsket den offenliggjort i danske Blade. Da jeg.