94 / 392
Hjemme
87
holdes med
Dagen
en dybere Symbolik, Døden og
Opstandelsen
..............
Saa vist som vor Tid staar over den skumle Middelalder med sine
[dens] Snigmord og over den taagede(!) Oldtid med dens religiøse Kultus
af det Sanselige, saa vist staar Thorvaldsens
D ag
og
Nat
over ethvert
hidtil udført Kunstværk, der har behandlet dette og lignende Æmner.
Det skulde imidlertid ikke undre mig, om Dr. B. foretrækker Michel
angelos Dag og Nat, der findes i Medicæernes Kapel i Kirken S. Lorenzo
i Florents.................Det maa indrømmes, at dette Kunstværk ved første
Øjesyn gør et imponerende Indtryk, som der jo overhovedet er noget
Storslaaet i Alt, hvad denne Kunstner har leveret (!); men man mærker
dog snart, at der er noget Uroligt og Forvredent ved disse Figurer; jo
længere man betragter Michelangelos Dag og Nat, desto mindre synes
man om det (!); jo længere man betragter Thorvaldsens, desto flere Skøn
heder opdager man. Dr. B. foretrækker Michelangelo som Billedhugger
fremfor Thorvaldsen.................Man kan nu ganske vist forsvare denne Op
fattelse . . . . men man maa da kun gøre sig det ret klart, at man
taler ud af en Livsanskuelse, der er forskellig fra eller rettere modsat
den dannede Samtids.
Den dannede Samtid, det var Indbegrebet af de kjøben-
havnske Fordomme i 1872.
Hvor pietistisk overhovedet Kunstopfattelsen var, kan
ses af et Angreb paa
Emigrantliteraturen
i Landets intelli
genteste Organ,
Fædrelandet,
for Marts. Jeg havde kaldt
en Magdalena af Correggio „yppig og sund, smilende og
forførerisk“. Det stred jo ganske mod Aanden i Oehlen-
schlägers Correggio, den eneste, man kendte. Det hedder
derfor: „Kunstneren har ladet hende i ubeskaaren Sundhed
og Kraft beholde det skønne Legeme, med hvilket hun har
syndet. Men han har til samme Tid adlet og
helliggjort
det; der skal virkelig
et bedærvet aandeligt Syn
til for, som
Hr. Brandes, at finde hende
forførerisk
15.
En Aften i Foraaret gik jeg med et Par Bekendte op
at drikke The i en Kafé i Vimmelskaftet. En af dem ud