99 / 392
92
Hjemme
sættelse med Literaturernes Historie tilbage. Der var siden
mit Møde med Stuart Miil blevet en Lyst til Sysselsættelse
med ren Filosofi tilbage som dets Nedslag i mit Sind. Det
var Spørgsmaalet om Forestillings-Associationen som den
menneskelige Erkendelses Grundprincip, der ikke lod mig
Ro. I Maanederne Juni og Juli aandede jeg kun derfor og
glemte Alt derover. Der var skønne Sommernætter, hvor
jeg ikke kunde lukke et Øje paa Grund af den Ekstase,
hvormed Planen til min Bog fyldte mig. Efter at have ar
bejdet med Englændere som Mili og Franskmænd som
Mervoyer, dikterede jeg min Moder enkelte Partier af det
planlagte Værk. Denne Sysselsættelse med abstrakt Filosofi
havde det Gode, at den udrev mig aldeles af Tankerne paa
Byen Kjøbenhavn, dens Beboere og dens Presses Holdning
overfor mig. Men som alt tidligere berørt, mine Evner for
slog ikke til Udformningen af de Grundtanker, der fore
svævede mig, og jeg lod efter et Par Maaneders Forløb
Arbejdet falde.
Umiddelbart at fortsætte Arbejdet med
Hovedstrøm
ningerne
var mig ikke muligt, og af en besynderlig Grund.
Jeg formulerede den saadan for mig selv: „Man kan ikke
skrive, naar man er naaet til at ringeagte sine Læsere
altfor stærkt. Man vil da ikke give dem sin Varme, sin
Patos — den er for god til dem, og de vilde ikke tro paa
den; man vil ikke skemte og spøge for dem; thi Skemt og
Spøg forudsætter, at man føler sig veltilpas i sin Kres og
véd sig i godt og sympatetisk Selskab.
Bitterheden og
Mistilliden kaster sin Malurt i hver Drik, man vilde brygge.“
Jeg trængte simpelthen til at genvinde min Ligevægt og
opnaa Glemsel ved Modtagelse af nye Indtryk.
I de Dage ønskede Maleren Kristian Zahrtmann, hvem
jeg i mange Aar havde kendt, at male mit Portræt. Han
boede ved Kysten lige i min Nærhed hos sin Kusine Grev