105 / 392
98
Ude
jeg svarede: Til Dresden, til Henrik Ibsen, udbrød han:
Kender De ham? og da han fik bekræftende Svar, sagde
han straks: Vil De forestille mig for ham? — Men De vil
jo rejse en helt anden Vej! — Nej, svarede han uden Be
tænkning, i saa Fald forandrer jeg min Rejseplan og følger
med et Par Dages Ophold i Berlin efter Dem til Dresden.
Vi gør da Ture sammen; Ibsen, De og jeg skal svire og soide
sammen. — Som ved et Trylleslag var alle de ventende
Teaterdirektører sunkne i Jorden. Jeg negter ikke, at jeg
forbausedes.
Og virkelig nævnte fra det Øjeblik Gold-
schmidt ikke en eneste Gang paa Rejsen mere de mange
Byer, hvor Stykker af ham skulde spilles — og hvor de
(saavidt vides) heller aldrig er bievne spilte. Han blev roligt
i Sachsen flere Uger i Træk.
Paa Banegaarden i Stettin traf jeg den unge Landskabs
maler Godfred Christensen, der havde hørt til mine Til
hørere om Vinteren; han tog med i samme Vogn og vi
aftalte at gøre en Fodrejse i sachsisk Schweiz. Til den
vilde saa ogsaa Goldschmidt være med. Rejsen fra Stettin
til Berlin forløb lystigt. Paa Skibet havde jeg været tilbage
holdende overfor Goldschmidt; nu begyndte jeg at drille
ham en Smule, hvortil jeg fik den unge Malers Understøt
telse. Han vovede vel ikke selv at drille Goldschmidt, men
han gav mig Ret, især i vore Ordskifter om Kunst. Snart
var vi saa vidt, at hver Gang Goldschmidt — ti Gange i
Timen — brugte sine Yndlingsord
Aand
og
sjæ lfuldt
, ud
stødte jeg sørgende og klagende Toner, og hver Gang han
sagde „frelse Menneskeslægten“ mumlede jeg „give Menne
skeslægten noget at spise“. Stærkt klynkede jeg, da han
sagde, at Paolo Veronese var en Maler uden Betydning, thi
han var uden Sjæl. Da Christensen gav sig til at klynke med,
saa Goldschmidt, at han var faldet blandt sjælløse Røvere.
Hvad hans Kunstkritiker længst havde givet mig en