108 / 392
Ude
101
hans Interesse for de sande. Han holdt en stor Lovtale
over Knutten. Tal aldrig ilde om Knutten! udbrød han
begejstret, den befrier Folkene for det usunde Fedt.
Den afgørende Frihed var social Frihed, Aandsfrihed,
Tankens Frihed, Samvittighedsfrihed.
For disse Formaal
arbejdedes der lige saa godt under en moderne, intelligentere
Form af Enevælde som under Smaatyranners Styre, ja bedre
endda. Han afskyede Norges Liberale, og han betragtede
Flertallet af Norges Bønder som smudsigt og egennyttigt Pak.
Af Bjørnsons Bondenoveller lo han. Han jublede over den
Plads, det Erotiske indtog i dem, mens Intet sysselsatte den
norske Bonde mindre, ifald man undtog Eros i den djærveste
Formation. En Karl paa tyve Aar giftede sig gerne med
en velhavende Kærling paa de sytti. Blot Bjørnson vilde
fortsætte, til Arne skulde ind paa Stortinget, saa skulde vi se
den virkelige Arne.
Af Ibsens Breve erfor jeg mange Aar efter, at han til
Tider har følt Venskab, ja næret næsten Sværmeri for Bjørn
son. Jeg har dengang som ellers personligt kun hørt ham
nævne Bjørnson med stærkeste Uvilje og Ringeagt. Hvor
fanatisk han var, slog mig, da han en Dag i stærke Udtryk
nedrev MagdaleneThoresens Fortællinger, lastede deres Sprog,
kaldte dem forskruede og usande, saa afbrød sig med Ven
dingen: Det forstaar sig, hun har altid mere Talent end
denne Bjørnson. — Det maa tilføjes, at, som Christian Ri
chardt en Dag rigtigt bemærkede, Ibsen alligevel aldrig talte
saa nedsættende om Bjørnson, som denne om hin.
Med sin grænseløse Tro paa Kongemagtens Nødven
dighed til at holde en aristokratisk Aandsretning vedlige og
knække de Liberale fordømte Ibsen Bjørnsons Republikanisme.
Hvad det kom an paa var, at en Nation gav sit Bidrag til
Verdensudviklingen. En Regering duede, naar den drev
Nationen til at udrette noget stort og sjældent.