106 / 392
Ude
99
Forestilling om, blev til Vished under vort nu følgende
Samliv, at han ganske manglede Sansen for bildende Kunst.
En Dag, vi gik sammen paa Galleriet i Dresden og jeg
foran de fire store Billeder af Correggio, som hænger der
ved Siden af hinanden, sagde til ham: Sammenlign det
ældste Billede med det senest malede! spurgte han: Hvoraf
véd De, at det dér er det ældste? blev meget forundret,
da jeg sagde ham, det var let at se, og vilde neppe tro, jeg
ikke vidste det fra andre.
En ung meget smuk sædelig-germansk Kone var med i
Vognen. Jeg sagde til Goldschmidt: Hvad er hendes Mand?
og han svarte som et Orakel uden Betænkning: Maskin
bygger.
Efter Aftale skulde Goldschmidt hente mig en Morgen
Kl. 10 for at blive indført hos Henrik Ibsen, men ved nær
mere Overvejelse har han øjensynligt fundet det under sin
Værdighed at behøve mig for at faa Indpas. Saa endnu før
jeg en Morgen var helt færdig med min Paaklædning, kom
han i Forening med Ibsen, hvem han meget tidligt havde
opsøgt, og afhentede mig.
3.
Ibsen var af de faa, hvem min Bog
Emigrantliteraturen
havde tiltalt ubetinget; han havde givet mig stærke Lovord
i et Brev, som nu foreligger trykt, og vi befandt os paa
mange Punkter i et fremmende Idefællesskab, paa andre i
Uoverensstemmelser, for hvilke det var endnu mere frem
mende at faa tydeligt gjort Rede.
Dagligt gik jeg fra det lille, altfor slette, Hotel, han
havde anbefalet mig i sin Nærhed, og hentede ham til en
Spadseregang, som ofte afbrødes ved Besøg i et Værtshus,
7*