107 / 392
100
Ude
hvor Opvarterne imponeredes af den barbariske Pragt i hans
Knaphul, men altid sluttede ved Thebordet i hans Hjem.
Jeg fik et nyt Indtryk af ham efter det Aar, der var
gaaet hen siden jeg saa ham sidst. Ikke videre høj, som
han var, men smuk, atletisk bygget, med svært Hoved, svær
Hals, mægtige Skuldre saa han ud som om man maatte
slaa ham ned med Køller, ifald man skulde faa Bugt med
ham. Han talte i Almindelighed lidet, om han end overfor
mig var meddelsom; men det Ejendommelige ved hans
Maade at tale paa var hans Ro og Langsomhed og det, at
han aldrig smilte, end ikke naar den, der talte til ham,
smilte først. Dette virkede undertiden næsten ængsteligt.
Skulde han betegnes med ét Ord, var det dette, han var
truende.
Han kunde se forfærdende ud, som han sad med
opmærksomme Øjne. Han lignede da en Autoritet. Han
saa ud som en Mand, der var vant til overfor andre Menne
sker at indtage det Standpunkt som en Skolebestyrer over
for Drengene, og vant til at indjage en vis Angst. Med al
sin Kamp mod Nordmændene var han i Væsen meget
norsk,
Der laa opsamlet i ham fyrretyve Aars Bitterhed og
Had; hans Menneskeforagt var uden Grænser. Han var
Aristokrat til det Yderste og tog Konsekvenserne deraf.
Det var en Troesartikel for ham, at alle Politikere, o: Parla
mentspolitikere, ikke Mænd som Bismarck, var Hyklere,
Løgnere, Vaasere, Hunde. De levede af de politiske Fri
hedsbestræbelser, der blot gik ud paa, at de latterligste
Dilettanter i Politik kom til Orde og maatte høres angaa-
gaaende Landets Sager. Dette Statsborgeri og det Væsen,
der gjordes deraf, burde skydes tilside; dets Rolle var ud
spilt. De politiske Forsamlinger var med Rette komne i
Vanry og omtrent latterlige i hele Europa. Hans Had til
de usande Frihedsbestræbelser var paa Veje til at fortrænge