110 / 392
Ude
103
at læse det mindste deraf for mig.
Da han vilde tage
endnu en Afskrift for at gennemfile Prosadialogen, vilde han
ikke lade mig se den første, ringere Form. Han sagde:
Jeg skriver aldrig en Linje uden at sige til mig selv: Hvad
mon G. B. vil sige derom? hvor skulde jeg da lade Dem se
Stykket ufilet! Alligevel læste han snart derefter store Partier
for mig, deriblandt Scenerne mellem Julian og Mystikeren
Maximus. Hans Røst egnede sig, dæmpet som den var, til
Gengivelse af det Stemningsfulde og Uhyggelige.
løvrigt gik alle hans kunstneriske Instinkter ham selv
endnu ubevidst i Retning af moderne Prosaskuespil. Han
skulde jo fra da af tie i mange Aar, mens de nye Bestræbelser
formede sig i ham. Ganske vist havde han allerede i 1869
skrevet den skarpe moderne Satire
De Unges Forbund
, men
ikke med det Forsæt, hermed at slaa ind paa en ny Vej;
han vendte derfor straks derefter tilbage til den fjerne Fortid.
Nu var han tydeligt nok stedt i stærk indre Udvikling.
Mens han følte sig paa Krigsfod med Norge, stræbte
han med endnu ikke tillukket Modtagelighed at tilegne sig
det nye Tysklands Dannelseselementer, forsaavidt de var
tilgængelige for ham og forsaavidt han havde Brug for dem.
De var dog sjældent paa Højde med ham. Han var stadig Til
hører ved Forelæsningerne i Dresdens literære Forening og tog
mig med sig derhen. Vi hørte forstandige og dygtige Fore
drag. Et drejede sig om Tiecks Afhandling angaaende Ham
lets Monolog; det viste sig under Forhandlingen, at foruden
Foredragsholderen var jeg den eneste i Foreningen, som
kendte den Afhandling. Et gjaldt Tysklands moderne Lyst
spil sammenlignede med de franske, hvis kunstnerisk til-
slebne Dialog Taleren fordomsfrit gav Prisen. Rudolf Döhn,
en gammel Republikaner fra 1848, holdt Foredrag om en
Bog,
Jesus og Kvinderne,
af en ung Dr. Wünsche; han dad
lede Forfatterens ortodokse Standpunkt, men roste ellers