113 / 392
106
Ude
hul: Et Ord af
vidunderlig
Skønhed — og han vendte
Øjnene i Vejret. Saa
dejlig
en Hemmelighed — og han
saa henrykt ud, som Høyen naar denne paa Forelæsninger
kom i Ekstase. Stadige Overdrivelser: En Begivenhed (at
han sov over sig), som fik afgørende Betydning for
hele m it
Liv.
Et Hug —
og det var Døden
(om Finter i Hugning).
Det var pudsigt, ved Omgang med ham at se, hvor
mange Manerer hans unge Beundrer Vilhelm Møller havde
taget efter ham, f. Eks. den at sige noget Gaadefuldt, saa se
En stivt i Øjnene og iagttage Virkningen. Goldschmidt havde
den Svaghed, stadigt at tale om Filosofi og bildende Kunst, to
Ting, hvoraf han intet forstod. Til Gengæld havde han slet
ingen Sans for, hvad der laa lige for Øjet, ikke ringeste
Natursans paa første Hand, men vilde i de smukkeste Na
turomgivelser bene lige ind i Lærdommen, Nemesis, Ægyp
ten, ifald man ikke hvert Øjeblik holdt ham tilbage ved
Jorden og sagde: Se dog den Klippe, det Træ!
Først sent paa Aftenen, da vi foretog Nedstigningen fra
Prebischthor i Mørke og han, som havde svage Øjne og
saa daarligt i Mørket, følte Ængstelse og gav sig hen til
Fantasteri, kom den romantiske Naturbetragtning op i ham,
og han fablede om Ruder i Klippen, Kyklopøjne i Skov
siderne, fordi man til Nød kunde bilde sig ind, at Smaa-
husenes oplyste Ruder sad i Bjerget eller var store Øjne*).
Et enkelt Sted blev under Nedstigningen hans Angst
for Nedstyrtning paafaldende, skønt der ikke var ringeste
Fare. Jeg tilbød ham to Gange min Haand, men han afslog
den med de pudsige Ord: Nej, det er nok, at En gaar til
Grunde. — Med sin Mistænksomhed var han øjensynligt paa
sin Post mod den Mulighed, at jeg skulde styrte ham i Af
grunden.
*) Sammenlign mine Samlede Skrifter IV, 325.