117 / 392
110
Ude
statelig og smagfuld Bygning, smykket med Malerier og
Statuer.
Er Professoren hjemme? „Vi skal se ad.“ Jeg gav
mit Kort og blev straks ført ovenpaa. „De her! Nej, hvor
morsomt! og jeg, som vilde rejse til Kjøbenhavn for at se
Dem.“ Og han fortalte mig, at han netop havde villet rejse
til Danmark med sin Hustru og fra mange Sider havde hørt
saa meget Fordelagtigt om mig, at han til hende havde sagt:
En Ven vil vi faa dér. — Hun kom ind og bevidnede hans
Ord. Jeg blev indbudt til næste Dags Middag og Aften og
maatte høre heftige Beklagelser over, at jeg havde været
fjorten Dage i Dresden uden at søge Hettner op. Han talte
et Par Timer med mig, førte mig straks rundt i Skulptur
museet og gav mig hvad Underretning jeg ønskede. Af
Danske havde kun Fru Jerichau talt om mig; hun havde
blot vidst, jeg ikke var religiøs. „De kan tænke Dem, hvad
Indtryk det gjorde paa mig gamle Feuerbachianer.“ Og med
Harme tilføjede han: Ludwig Feuerbach døde for to Uger
siden den 13de September. Intet stort Blad skrev et Ord
derom, intet Universitet sendte Deputation til hans Jo rd
fæstelse. Saaledes er han, hvem vi skylder vor ypperste
Opdragelse, stedet til Jorden uden Sang og Klang.
Det slog mig, hvor han trods sit regelret smukke Ansigt
lignede Renan i Udseende, Væsen, Manerer, Maaden at ud
trykke sig paa.
Det var velgørende for mig at høre, med hvilken In
derlighed og Varme han priste min i Danmark nedrakkede
Bog. Næsten mest overvældede det mig, at han, Hettner,
Tysklands største Literaturhistoriker, tilstod, først igennem
min Bog at have lært Benjamin Constant at kende, mens
hjemme den usleste Recensent kendte Alt, hvad jeg skrev
om, forud og stemplede det Alt som Lejebiblioteksromaner.
Han fremhævede min Fremstilling og Stil som noget for