118 / 392
Ude
111
Tyskerne nyt og usædvanligt, og lovede mig, at Bogen vilde
blive overordenlig meget læst i Tyskland, hvad trods den
første Støbnings store Ufuldkommenheder ogsaa skete.
Jeg udspurgte ham om de Naturindtryk og de Sam
fundsforhold, fra hvilke den tyske Romantik gik ud, som
jeg netop var i Færd med at fremstille. For ham var Ro-
mantiken Efterklang af
Sturm- und Drang
Tiden, kun at den
Naturbetragtning, der i
Den nye Héloise
og
Werther
havde
været følsom, hos Romantikerne blev fantastisk. Bevægelsen
var parallel med den, hvortil Chateaubriands poetiske Katoli
cisme i Frankrig gav Stødet. Alt, hvad Tieck og Wackenroder
havde anet og drømt om, fik sit Holdepunkt da under Na-
poleon Klostrene ophævedes og aabnedes, saa deres gamle
Malerier kom for Dagens Lys. Brødrene Sulpice-Boisserrée
gjorde sig da til Talsmænd for Middelalderens Kunst. Na
turfantasteriet var det nødvendige Sidestykke til Schellings
og Okens Naturfilosofi. Kærligheden til Middelalderen med
førte Had til Klassikernes Antikiseren. Da Lessing, Schiller
og Goethe havde betragtet Patriotismen som Indskrænkethed,
blev Romantikerne med Voldsomhed tyske.
Paa mit Spørgsmaal: Tror De paa Æstetiken og til
hvilket Punkt? svarte han: „Jeg tror som De ikke det aller-
ringeste paa den gamle spekulative Æstetik. For mig er
Hegels, Vischers, Zeisings, Herbarts, Zimmermanns, Lotzes
Æstetik kun
Kalegoriengerassel.
De har gaaet ad den rette
Vej, da De arbejdede Dem ud deraf. Det Skønnes Meta
fysik beror paa den Taabelighed, at Skønhedsbegrebet skulde
vise sig frugtbart ved Kunstværkets Frembringelse, dernæst
paa den Taabelighed, at Kunsten skulde være Naturen over
ordnet. Som Enhver véd, er den det i visse Henseender,
i andre ikke; der er Retninger, i hvilke Kunstneren for
tvivler om at kunne naa Naturen. Hegels Æstetik var kun
det filosofiske Genbillede af den Schiller-Goetheske Forgudelse