120 / 392
Ude
113
saa jeg i mine Dannelsesaar intetsomhelst havde at fortryde.
Jeg følte mig nu sikker paa, at mine nærmeste ældre Venner
i Kjøbenhavn havde Uret, naar de paastod, at mine første
Afhandlinger var de bedste; jeg havde tvertimod under min
korte Forfattertid tilbagelagt den samme Vej, ad hvilken
Videnskaben i de sidste tredive Aar var gaaet.
Hettner mente, vistnok med Rette, at den frejdigt ukirke
lige Aand, hvori hans store Værk var skrevet, havde for
hindret hans Ansættelse i Prøjsen. Han følte sig ilde til
mode og ensom i det lille Sachsen, levede i sin Familie
uden noget Forhold til det offentlige Liv.
Det almene Omdømme satte dengang den tørre, ukunst
neriske, af alle Muser forladte Julian Schmidt, der drev
moraliserende Kritik, højt over ham. Desuden begyndte
Hettner at føle sin ubundne filosofiske Maade at behandle
Literaturerne paa betragtet som halvvejs dilettantisk af den
filologisk uddannede Ungdom.*)
Han indførte mig i sin Familie, hvor hans elskværdige
anden Hustru dannede Midtpunktet. Ved Aftensbordet, hvor
en Del mandlig Ungdom var samlet, hørte jeg enkelte poli
tiske Ytringer, som da var mig ny. Jeg var vænnet til at
betragte Tyskland som den med Forkærlighed angribende
Magt og til at anse Krigserklæringen fra Frankrigs Side som
det blot formelle Initiativ, der med overlegen Kløgt var frem
kaldt for at kaste Ansvaret for Krigen over paa fransk Side.
En af de unge Herrer ved Hettners Bord mindede mig om,
hvorledes Prøjsen for at undgaa Krig faa Aar forinden var
veget tilbage i Sammenstødet angaaende Luxembourg. For
denne Ungdom stod det, som var Tyskland den fredelige
Magt, der atter og atter havde lidt under det overmodige
Frankrigs Indfald over Grænsen.
I lange Tider havde
*) Smign. Samlede Skrifter XIV. 379 ff.
G eorg Brandes : Levned. II
8