122 / 392
Ude
115
benhavn, der dagligt forstyrredes af Byens Larm, af Folk,
der bad om Tjenester, og af Avisernes Skraal. Og det
forekom mig, som gjorde jeg Synd mod mig selv ved at
læse Aviser. Det gjaldt for mig kun om Et, at samle mig,
det var Betingelsen for at kunne handle. Al Frembringen
krævede indre Ro uden Afbrydelser fra Omverdenen. Ingen
udviklet Mand burde taale, at fremmede Fingre ragede i hans
Helligdom, hvor hans Sjæl sad og spandt. Al Frembringen
var Spindelvæv, mens den vævedes, og kunde da let sønder
rives, selv af Journalistfingre. Var den derimod fuldendt og
kommet ud i fri Luft, hærdedes den til Staaltraad og kunde,
godt vævet, holde et Aarhundred eller to.
9.
I Berlin, hvor jeg tilbragte det meste af et Par Maa-
neder, fandt jeg til min Overraskelse mit Navn saa udbredt
og vel anset, at ikke faa Huse straks aabnede sig for mig.
Til min Glæde erfor jeg, at den Maade, jeg behandlede
Literaturhistorien paa, tiltalte de finest Dannede i Tyskland.
Hvor jeg kom, kendte man mig ikke blot af Navn, og da jeg
saa langt yngre ud end mine tredive Aar, fik jeg ikke sjæl
dent det Spørgsmaal, om jeg maaske var en Søn af min
berømte Navne. Næsten alle de Skribenter og Politikere
jeg traf, og ikke faa fremragende Kvinder som Fanny Le-
wald, sagde mig de artigste Ting for Oprindelighed i Tanker
og Friskhed i Stil, og den Yndest, der saaledes mødte mig,
steg fra Aar til Aar, ikke blot i Nordtyskland, men særligt
i Baiern og Württemberg, saa jeg i de følgende Aar i Mün
chen atter og atter traf Mænd, der ønskede mit Bekendt
skab, fordi de først havde stiftet Bekendtskab med mine
Skrifter. Jævnligt sagde man mig, hvad der stod i Paul
Heyses første Brev til mig: Vi har intet Lignende i Tyskland.
8
*