121 / 392
114
Ude
Tyskerne givet efter, saa de formelig var bievne ringeagtede
derfor; nu var Turen kommet til de andre:
J e tz t ist es an
die anderen, sich zu ducken.
Det blev sagt muntert og
med et Smil, men i den Stemning af Selvfølelse, som Krigens
Udfald naturligt havde fremkaldt.
En Maanedstid derefter blev jeg i Berlin indført i Fre-
richs Vinstue, hvor hver Aften en Gruppe Forfattere sam
ledes. Julian Schmidt og Hermann Grimm var Hovedper
sonerne, den første en lille grov, knortet Skikkelse med
Kartoffelnæse, den anden lang, værdig, med usund Hudfarve
og olympisk som en sand Svigersøn af Bettina. Da jeg i
denne Kres nævnte Hettners Navn med Ærbødighed, blev
man ikke behageligt berørt. Da jeg udtalte min Kærlighed
til den filosofiske Aand, hvori hans Bøger var skrevne, blev
der en Kunstpause, hvorefter Grimm tørt bemærkede:
Ich
wüsste nicht, dass Hettner ein Philosoph wäre.
Pudsigt var det at se de to Hovedpersoner i Kresen
saa ømt forbundne; thi medens Grimm mente at bevare og
videreføre den strenge Overlevering fra Goethe, nedstammede
Julian Schmidt i lige Linje fra den moralske og patriotiske
Menzel, Goethes bitreste Fjende.
8
.
Med Ibsen havde jeg efterhaanden levet mig saaledes
sammen, at jeg følte, Afskeden vilde blive tung. Han ved
blev med at sige, han troede ikke paa, jeg vilde rejse, og
gjorde ikke andet end bede mig, ogsaa for min egen Skyld,
at blive hele Vinteren over: „Jeg vil ikke tro, De tager
bort“.
Ved at være Vidne til den Jævnhed og Fasthed, hvor
med han arbejdede her i Dresden, uforstyrret af Omverdenens
Larm, maatte jeg med Vemod mindes mit Arbejdsliv i Kjø-