116 / 392
Ude
109
skaffenhed, at de tillod mig Bestikkelse af de store engelske
Organer; der vilde sikkert udkræves en klækkelig Sum.
Goldschmidt havde vel neppe tænkt paa Penge; men i
ethvert Tilfælde var Ytringen ondartet, og da han kort der
efter mødte mig paa den dengang saakaldte Kærlighedssti,
nu Dosseringen, hvor han altid spadserte, og gik mig imøde
med et Smil paa Læberne og en Beklagelse over ikke at
have set mig saa længe, sagde jeg ham med Ungdommens
Heftighed, at jeg aldrig vilde besøge eller omgaas ham, og
hvorfor. Han blev dygtigt flov derved og forsøgte stam
mende at snakke sig fra det; bebrejdede mig, at jeg troede
paa „Mellembærere“ ; men jeg blev ved mit, og vi skiltes
for bestandig. Fra da af havde jeg en Uven i ham; han
talte ilde om mig, om han end iøvrigt aldrig har gjort mig
det ringeste Ondt. Havde jeg været tyve Aar ældre, vilde
jeg have ladet hin Ytring om Tidsskriftsartiklen gaa upaatalt
hen, som jeg har gjort ved saa mange hundrede slige; men
jeg var i den Alder, hvor man endnu ikke har naaet den
suveræne Ligegyldighed.
7.
Min Bog om Emigrantliteraturen var lige bleven udgivet
paa Tysk, og der var i Dresden en eneste Mand, til hvem
jeg havde sendt den og paa hvis Dom jeg lagde den største
Vægt. Det var Hermann Hettner, Professor i Kunsthistorie,
Direktør for Museets Skulpturafdeling, Forfatteren til det
lærerige Værk
Det attende A århundredes Literaturhistorie.
Jeg havde været i Dresden et Par Uger, før jeg samlede
Mod til at gaa til ham. I den literære Forening havde jeg
hørt, at han var „grov“, nærede altsaa nogen Bekymring.
Han ejede et smukt Hus udenfor Byen. Jeg kom ind i en