112 / 392
Ude
105
fyrig; Goldschmidt, der paa denne Tur i ingen Henseende
gjorde sin Overlegenhed gældende, talte om
Corsaren,
det
lille illustrerede Oppositionsblad, han i sin tidlige Ungdom
var bleven berømt og berygtet paa; det var forbausende,
hvor opfyldt han endnu var deraf; alle Andre havde glemt
Bladet; han syslede hver Dag med Erindringen om det og
mindede Andre derom. Han fortalte, hvor naiv han havde
været, da han begyndte Udgivelsen, og hvor overrasket han
var kommen hjem til sin Moder med Lommerne fulde af
raslende Penge, hans første Vinding, havde grebet ned i
Lommen og sagt: Nu skal du se, Moder, hvor meget jeg
har tjent! Vilde han rose noget som skarpt eller vittigt, sagde
han gerne: det er som en god Corsar-Artikel. Efter hans
Paastand var det Misforholdet til Kierkegaard, hvilket han
ikke i Længden kunde bære, som havde bevæget ham til
Opgivelse af
Corsaren.
En Dag gik vi over Uttenwalder
Grund op paa Bastei, en anden til Potscha, en tredie til
Krippen og over Kuhstall, Kleiner Winterberg og Prebisch-
thor til Herrnkretchen. Vejret var gnistrende klart og koldt.
Vi traf i Schandau paa en elskelig og forstandig Krovært
inde med kloge, brune Øjne og et nydeligt Væsen. Hun
ordnede vor Tur for os, og Goldschmidt var med Rette helt
indtaget i hende og sagde til hende:
Sie sind eine sehr
wackere, gescheute Frau.
Hun bad os anbefale sig og til
føjede naivt:
„Man muss immer schpeculiren(i
. Hun gav
os sit Kort og sagde:
Sagen Sie, wir sind brave LeuC, hab’n
ken Gellner (Kellner), hab’n nichs, nur reiniiche Bett’,
var
iøvrigt fuld af Indfald og klagede med Lune over den Skade,
Kejsermødet i Berlin havde voldt hende: Næste Aar be
stiller vi Kejserne herhen til Sachsen.
Forunderligt var det, hvor langt Goldschmidts Stil i
mundtlig Samtale stod tilbage for hans skriftlige, der er saa
udsøgt. Saasnart han blev sværmerisk, klang hans Tale