114 / 392
Ude
107
Da vi var komne ned, udbredte han sig vidtløftigt om
sin Nemesis-Lære, der gik ud paa vilkaarligt at sammen
koble et Uheld eller en Ulykke i det enkelte Menneskes
Liv med en Forseelse, han tidligere havde begaaet — en
Lære, som jeg, for at undgaa unødig Trætte, kun svagt
udtalte mig imod, saa tom jeg end fandt den.
6
.
En Dag indbød Goldsehmidt Henrik Ibsen og mig til
at spise Aftensmad hos ham i Hotel Berlin. Efter Maal-
tidet skænkede han Ånanaspunsch, og Stemningen var den
bedste. Han tilbød at læse noget højt for os, han nys havde
skrevet, og læste da en fin lille Fortælling om hans eget og
en engelsk Turists Besøg i Ferney, der udmundede i Eng
lænderens Anerkendelse af Voltaires Slutningsholdning over
for Marquisen af Chåtelet som en Adfærd, hvortil han selv
trods sine strenge Principer ikke havde været i Stand.
Vi udtalte os med Varme om den lille Histories Kunst
form, og Aftenen syntes at skulle ende harmonisk som den
begyndte, da det var som foer en Djævel i Goldsehmidt og
han, henvendt til mig, i en skarp Tone sagde: Voltaire var
ikke nogen Ateist. — Det er bekendt, faldt Svaret. — Han
troede paa Gud og byggede ham en Kirke. — Jeg véd det;
rigtignok var Voltaires Gudsbegreb meget ubestemt og kun
en sidste Levning af det overleverte. — Ligemeget, han
troede paa Gud. Troer De paa Gud, Henrik Ibsen? —
Ibsen, som blev forlegen for meget mindre, svarte forlegen
over denne Inkvisition: Ganske vist. — I saa Fald begriber
jeg ikke, at De kan omgaas en Personlighed som Brandes,
der ikke tror paa nogen Gud. — Jeg blev meget overrasket.
I Øjeblikket var der ikke nogen Tvivl hos mig, om at vi
var bievne indbudne for at Goldsehmidt kunde faa dette