111 / 392
104
Ude
Bogen meget. Dr. Wünsche rejste sig og sagde, han var
ikke rettroende, men havde af Forsigtighed ikke udtalt sig
for eller imod Ortodoksien. Saa endte Aftenen med en
Apoteose af Feuerbach. Thi Döhn havde i sit Foredrag
indflettet to Sider af den nys afdøde Tænker om Madonna
dyrkelsens Sandhed og Skønhed samt om alle Menneskers
Kærlighed til deres Moder. Det var forunderligt at se den
Virkning, de gjorde. Der var Mænd, som græd. En gammel
Mand tørrede sine Øjne og sagde til mig: Havde Ludwig
Feuerbach ikke skrevet andet end disse Par Sider, saa var
han en stor Mand.
Ibsens Svoger, Løjtnant Falsen, der senere blev Kom
mandant paa. Tromsøe og derefter Konsul i Archangelsk,
var mig en kær Omgangsven i Dresden. Han opholdt sig
der for at studere Russisk, da han vilde ind i den norske
Generalstab. Det var en alsidigt dannet ung Mand, der
havde læst og tænkt meget; han havde en Bog som Taines
De VIntelligence
med sig paa Rejsen. Foruden ham var
der ogsaa andre norske Officerer. Godfred Christensen og
Goldschmidt sluttede sig til os, og vi spiste daglig til Middag
ved samme Hotelbord. De norske, lidt lattermilde, H errer
paastod, at Goldschmidts Middagsro forstyrredes ved Frygten
for at Opvarterne, der betragtede ham, den saa meget ældre,
som en Slags Vært for os andre, vilde bringe ham den hele
Regning, hvad de et Par Gange af Misforstaaelse havde gjort.
Nordmændene søgte da at faa Opvarterne dertil for at more
sig over Goldschmidts Protester.
5.
Han, Godfred Christensen og jeg foretog i Forening en
Tur i sachsisk Schweiz, hvor vi saa meget smukt og kom
godt ud af det med hverandre. Maleren var dengang, som
han selv kaldte det, „vild“ i sin Kunst; han var ung og