115 / 392
108
Ude
Spørgsmaal anbragt. — Ibsen svarte med stigende Ubehag:
Jeg véd ikke Noget om, hvad Brandes tror paa eller ikke
tror paa, har aldrig talt med ham derom, og føler mig ikke
foranlediget til det. — T ror De maaske paa Gud? spurgte
Goldschmidt nu mig. — Jeg bemærkede, at Spørgsmaalet
for at besvares krævede en Forundersøgelse af, hvad Spør
geren forstod ved Gud: en gammel Mand i Himlen med
hvidt Skæg? Jomfru Maries Brudgom og Søn? det Væsen,
der skabte Kloderne af Intet? eller Alnaturen? eller det
saakaldte Guddommelige i Naturen og Mennesket? o. s. v.
Denne Forundersøgelse var jo for omfattende til at kunne
afsluttes saa sent paa Aftenen; jeg foretrak da at bryde op.
— Vi gik begge forstemte vor Vej.
Som sagt, den Gang tvivlede jeg ikke paa Goldschmidts
Hensigt at foranledige et Brud mellem Ibsen og mig. Senere
har jeg tænkt, at han ikke dertil havde behøvet min Nær
værelse, at han havde indbudt mig i velvillig Hensigt, men
at senere paa Aftenen hans vanskelige Sind tog Magten
fra ham.
Efter flere Aars Misstemning havde det i disse Uger
været mig kært endelig at være kommet i et normalt Forhold
til en Mand som Goldschmidt, hvis literære Talent var saa
stort og uomtvisteligt; jeg indsaa nu, at Venskabet ikke lod
sig holde.
Denne lille Episode foranledigede vel intet Brud; men
dette udeblev dog ikke længe. Nogen Tid efter min Hjem
komst til Danmark var jeg i et kjøbenhavnsk Selskab paa
Tale, og en eller anden nævnte, at der i et stort engelsk
Tidsskrift havde staaet en anerkendende Artikel om mig.
Goldschmidt bemærkede afvisende, at dette Ingenting be
tydede; man vidste, ved hvilke Midler en saadan Artikel
opnaaedes. En nær og paalidelig Ven af mig, som var til
stede, sagde, han ønskede, mine Finanser var af den Be